Der var ikke megen diskussion, og den der var, var udelukkende støttende og positiv overfor bestyrelsens og andre gode kræfters arbejde i det forgangne år. Nu er jeg nærmest tilbøjelig til at mene, at Caminoen er lunefuld, uberegnelig. Den kan være hård og nærmest ufremkommelig for den positive og håbefulde, fysiske og psykiske problemer kan støde til og skabe store problemer, der er næsten umulige at komme frem for. Og omvendt kan pilgrimmen med det problematiske sind møde en frihed og lethed på Caminoen, der sætter de hjemlige eller eksistentielle problemer i et nyt perspektiv, der giver nyt mod på livet og peger på løsninger, der før ikke syntes mulige. Om formiddagen havde vi haft et givende årsmøde, hvor vi dels havde delt os i parallelle grupper efter interesser, dels vandrede en god tur langs Lillebælt. Bestyrelsen havde sat to en halv time af til den — og så varede den kun en lille time. Pludselig havde vi en masse tid til overs inden middagen. Når vi nu havde så megen uplanlagt tid til rådighed, kunne deltagerne komme frem med, hvad de havde på hjertet — og med god tid til at vende de forskellige emner. Meget — det meste? Og så, naturligvis, af de betingelser og muligheder, Caminoen møder én med. For mig blev det en god snak, der viste, hvor forskelligt vi hver især har det med den Camino, som vi alle interesserer os for og de fleste af os er kommet til at holde af. Under det hellige år 2010, hvor over en kvart million pilgrimme ankom til pilgrimskontoret i Santiago og udbad sig et bevis, var langt den største andel spaniere, der havde vandret fra netop Sarria. Jeg har tidligere ment, at Caminoen sætter et trold spejl op for os og giver tilbage, hvad vi hver især kommer med. Altså: hvis man kommer med glæde og overskud, så får man glæde og endnu mere overskud tilbage. Og hvis man kommer med tungt sind og svære personlige problemer, så svarer Caminoen med at være svær og tung at vandre. Ikke et ondt ord om det, men for flere af deltagerne i vores snak på generalforsamlingen, virkede det ganske overvældende med Noget rigtigt tror jeg stadig, der er i den teori. Men hver gang man møder andre og 4 Redaktionen dette nærmest enorme tilskud af pilgrimme på vejene — og ikke mindst refugierne. Caminoen blev næsten til en stressende oplevelse af konkurrence om at komme til - og den ro, som man havde kunnet finde på de mange hundrede kilometers vandring før Sarria, blev ganske effektivt forstyrret. En anden metode er helt at undgå mylderet, at finde andre veje uden om trængslen. For der er ikke kun én Camino, der fører til Santiago. Herom kan man læse i to af de andre artikler. Der er min egen om Camino Inglés, hvor man helt kan undgå at møde nogen som helst andre pilgrimme, samtidig med at man bliver mødt med venlig nysgerrighed fra den lokale befolkning. I tidligere udgaver af Pilgrimmen kan man finde endnu flere eksempler. Har man ikke gemt de tidligere numre af Pilgrimmen eller er relativt nyindmeldt, kan man finde samtlige tidligere numre på foreningens hjemmeside. Hvad skal man stille op med den oplevelse af trængsel og uro? Jeg tror, der var enighed om, at man ikke kan slippe for de andre, turisterne. Heller ikke for de skoleklasser og ungdomsgrupper, der kan virke ganske støjende ude på vejene, hvor de helt alderssvarende lader hormonerne styre løjerne og virker helt opslugte af deres egne dagsordner. Dog skal man ikke helt undsige netop grupperne af unge. Ofte vil de gerne bruge deres diminutive engelskkundskaber og snakke lidt også med os andre. En anden og garanteret stille og rolig Camino kan man finde, hvis man bevæger sig ud på de ikke allerede anlagte og afmærkede. Man kan med brug af et godt kort og en smule eventyrlyst i blodet selv finde sin egen vej. Det er det, som Carsten Maegaard har gjort og fortæller om i sin artikel om den selvopfundne Camino Belesar, der går uden om menneskemylderet på den sidste del af Caminoen. Det er i øvrigt en Camino, der løber sammen med andre af de allerede afmærkede og i tidligere numre af Pilgrimmen beskrevne ruter, der kommer sydfra. Men en udfordring er det da. Hvad stiller man op? Som jeg fornemmede det, endte drøftelserne på generalforsamlingen i, at vi bliver nødt til at acceptere vilkårene, som de nu engang er, og forsøge at få det bedste ud af situationen og bearbejde de sider af os selv, der har svært ved at overkomme de andre og frygten for, om der nu er plads til mig. Hvad du end vælger af løsninger på din egen Camino, skal du ikke være i tvivl om, at du er velkommen på Caminoen og har ret til at være den, du er, især hvis du giver de - os - andre den samme ret. Buen Camino 5 Pilgrimslivet Vejen til Santiago — Caminoen den 1. Niels Erik Søndergaard har flere gange skrevet i pilgrimmen om åndelige vinkler på det at være pilgrim. Derfor har redaktionen ofte opfordret ham til at kæde sine overvejelser sammen med erfaringer som pilgrim. Blandt andet gennem Foreningen af Danske Santiagopilgrimme har jeg gjort tilløb til turen. Især Bent Jul har inspireret mig.
