Jeg forestillede mig, at verdenen ville gå i stå, når jeg fødte min datter. At mine sanser ville registrere lys, farver, berøringer, og kærlighed på en helt ny og enestående måde, men oplevelsen var en helt anden. Der faldt ikke lyserøde balloner ned for loftet, solen skinnede ikke mere kraftfuldt, og jeg oplevede ingen ny kærlighed. Allerede under min graviditet kunne jeg mærke, at jeg var anderledes. Jeg købte ikke babytøj til hende, indrettede ikke et børneværelse, og når min yogalærer lukkede øjnene, og sagde med en blid og harmonisk stemme, at vi alle skulle tage hænderne på vores gravide maver, mærke vores barn, smile til det, og forestille os, at det smilede tilbage, så åbnede jeg altid øjnene, og betragtede de andre gravide kvinder sidde i skrædderstilling og smile til deres ufødte barn. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at de kunne leve sig ind i den fantasi. At de kunne være så naive og tro, at barnet lå og smilte tilbage til dem inde i livmoderen. Jeg græd da hun blev født. Jeg oplevede en hel ny følelse, da hun kom til verden, og jeg begyndte instinktivt, at trøste det grædende barn, jeg fik i favnen, imens jeg hulkede i takt med hendes gråd. Det var ikke kærlighed. Det var noget biologisk. Noget der for tusinder af år siden er blevet indkorperet i mine gener, således at jeg med det samme, på ren automatik, tog mig af mit grædende hjælpeløse barn. For det gjorde jeg. Og jeg gjorde det rigtig godt! Kort tid efter fødslen begyndte folkevandringen til hospitalet, og mit barn gik fra favn til favn de næste to dage, hvor vi var indlagte. Alle havde blomster, gaver, balloner og bamser med. De spurgte til mine følelser. Jeg svarede altid, hvad de gerne ville høre, også selvom jeg absolut ikke havde fundet nogen mening med livet i min nyfødte datter. Faktisk kunne jeg ikke tænke på andet end de helt basale behov, som mad og søvn, alt imens min fødsel og mit barn blev hyldet, som om kuren til kræft var blevet opfundet. Faktisk præcis to måneder, før jeg virkelig mærkede det, som jeg har hørt så mange mødre fortælle om; Følelsen kom den dag hun afviste mit bryst. Hun ville ikke længere ammes, og min kæreste gav hende den aften en flaske, ligesom han gjorde det den efterfølgende uge. Jeg græd fra morgen til aften. Der mærkede jeg for første gang en kærlighed, jeg endnu ikke havde troet var mulig, og lige siden har jeg oplevet, hvordan denne nye følelse fylder mere og mere af min krop for hver eneste dag, jeg er mor. Jeg elsker hende så højt, men det har jeg ikke altid gjort. Jeg ved, at mit tilfælde ikke står alene. At min manglende kærlighed til min nyfødte datter, ikke var noget særtilfælde. Alligevel ser jeg sjældent disse ord på skrift eller i tale. De manglende følelser er simpelthen ikke accepteret i vores lyserøde verden fyldt med farverige balloner og nuttede bamser. De findes ikke, og hvis de gør, så må de ihvertfald ikke komme frem til overfladen. Den manglende accept gør det ikke nemmere for den nybagte mor, som ikke oplever kærligheden falde ned fra loftet i det splitsekund, at hendes barn bliver født. Og derfor ser vi også flere og flere mødre, i alle aldre og sociale klasser føle sig fortabte, magtesløse og som måske endda ender med, at blive ramt af en fødselsdepression. Heldigvis fandt jeg kærligheden til min datter inden, at jeg mærkede de depressive tanker, som 1 ud af 10 nybagte mødre bliver ramt af. En forfærdelig statistik som kun går den forkerte vej. Så lad mit indlæg være et opråb. Lad os fortælle hinanden, at alle følelser, også dem der ikke er tilstede, når et barn kommer til verden, er acceptable. At man sagtens kan være en god mor eller far , lige meget hvad man føler, når man bliver forælder. Lad os fortælle hinanden, at det er okay, ikke at elske sit nyfødte barn. Super godt indlæg -jeg følte præcis det samme som du bekriver og har aldrig forstået at man bare på et split sekund er fuldstændig forelsket i sit barn. Og puha, det trak også lidt i tårekanalerne. For jeg HAVDE en fødselsdepression. Faktisk gik der tæt på 6 måneder før jeg mærkede kærlighed til min søn. Han var der, og jeg passede ham og var mor på det biologiske plan. Men mest af alt var han bare den der baby, der gjorde at jeg ikke havde tid til mig selv. Nu lsker jeg ham selvfølgelig over alt i verden, men det var ikke let de første 6 måneder Og jeg bad heller ikke om hjælp. Først efterfølgende, faktisk i denne graviditet, har jeg i samarbejde med læge, jordemoder, psykolog og sundhedsplejerske fundet ud af, at det ikke var normalt det, der foregik. For det troed jeg jo. Alle andre nybagte mødre omkring mig virkede jo som om de havde fået en åbenbaring, og trivedes så godt med deres nyfødte. Jeg har termin idag. Jeg har været sygemeldt i det meste af min graviditet — mest af alt for at få bearbejdet den fødselsdepression jeg havde sidst, og som I den grad har hjemsøgt mig under graviditeten. Jeg har snakket og snakket. Med professionelle og familie. Og jeg tror jeg er klar nu. Og det betyder, at jeg tør sige at jeg har det skidt. Og det betyder bare alverden. Jeg er sikker på, at du vil opleve en fantastisk stor kærlighed til dit kommende barn. Måske vil du opleve det i øjeblikket du ser den smukke baby, eller måske vil der gå meget længere tid. Ligemeget hvad er det helt okay, og du er en lige så god mor af den grund. Og har kærlighed egentlig ikke lov til at vokse? Selvom jeg hverken har børn eller er vordende mor, så får jeg en følelse af dyb forståelse. Og som du selv skriver, er det et rigtig vigtigt emne at gøre opmærksom på. Du er helt sikkert ikke den eneste. Det perfekte findes ikke, og vi burde som mennesker forstå, at kærlighed opleves individuelt og kan ikke strømlignes. Og at nogen kærlighed tager tid. Dejligt at du kommenterer, og kan kun give dig ret i din påstand. Hvorfor skal kærlighed egentlig også sættes i kasser, beskrives eller strømlignes, som du så godt beskriver det!? Jeg føler mig helt lettet over fødslen ikke var lyserødt for alle andre, hvor ville jeg ønske Jeg havde læst din historie inden min fødsel, så havde jeg nok ikke følt mig så alene.. Sikke en moden kvinde du er, gider du var der da jeg blev mor for knap 12 år siden, hvor kan jeg genkende mig selv i din historie. En historie som jo slet ikke er unik, for der er så mange kvinder der kan relatere til netop de følelser eller mangel på samme. Jeg er så ked af, at du både har haft de følelser, men især fordi du har gået alene med dem, og slet ikke haft nogle til at kunne dele dem med. Det må have været så hård en tid! Og det værste af det hele er, at det er så tabubelagt, især i mange kulturer, som du skriver. Jeg synes, det er så sejt og modigt af dig, at skrive din historie, og jeg håber, at vi endnu engang kan slå fast, hvor vigtigt det er at snakke om tingene, og at alle følelser er ok. Jeg har altid drømt om at blive mor og virkelig troet at meningen med livet var at få børn og graviditeten igennem, kunne jeg stadig bare ikke mærke den følelse som alle har snakket om og som jeg selv troede ville komme det sekund mit lille ønskebarn voksede derinde. Men nej, sådan var det ikke og ej heller da han kom ud! Det var ikke den følelse alle fortalte om og det var også først da han ikke gad blive ammet efter ca. Det var hverken i graviditeten, ved fødslen eller inden for de første par dage at jeg fik det sådan.. Jeg er nybagt mor, til en lille pige som jeg fødte 20. Jeg blev så skuffet over at den der vilde følelse ikke kom rullende over mig, så snart hun blev lagt på min mave. Jo, jeg synes da hun er sød og jeg passer på hende- men jeg elsker hende ikke, og glæder mig til den dag, hvor det kommer til mig. For det kan jeg jo læse, at det gør en dag.
