Artiklen stammer fra 3. Emil Aarestrup, Carl Ludvig Emil Aarestrup, 4. Emil Aarestrup fik en særpræget opvækst og ungdom som kom til at bestemme hele hans liv. På hjørnet af Store Kongensgade og den nuværende Fredericiagade boede den velstående urtekræmmer Rasmus Aagaard som kaldte sig te- og porcellænshandler. I huset boede justitsråd Friedrich Christian Sprein som havde været inspektør ved enkedronning Juliane Maries hof i Fredensborg. Han havde her som fuldmægtig haft Jørgen Aarestrup der stadig kom hos den gamle Sprein. Den unge, vindende og vindige Aarestrup blev gift med Rasmus Aagaards datter, Sophie Charlotte som han skulle have et barn med. De unge blev boende i huset. Sprein oprettede testamente til fordel for Jørgen Aarestrup. Det forventede barn, en søn, blev opkaldt efter justitsråden, men døde som ganske lille. Fra 1807 levede han adskilt fra sin hustru, 1808 døde han, forgældet. Emil Aarestrups mor døde kort efter. Sprein ændrede sit testamente; hans husholderske gennem mange år, Marie Møller, som havde været kammerjomfru hos enkedronningen, blev enearving. Sprein indsatte i overformynderiet 7000 rigsdaler hvoraf hun skulle nyde renterne til sin død; derefter tilfaldt summen de to forældreløse drenge. Jomfru Møller skulle påtage sig opdragelsen af Emil, og da Sprein døde tre dage efter det nye testamentes oprettelse flyttede hun straks med drengen til hjørnet af Pilestræde og Antonigade. Emil forberedtes til realeksamen i J. Basedows institut i Pilestræde, indtil 1813. Han blev derefter indtil 1816 ansat som volontør på kontoret ved det militære medicinalvæsen. Efter morfaderen, som døde i august 1814, arvede Emil Aarestrup en sum penge. Han begyndte 1817 at læse til studentereksamen, undervist af fhv. Han blev boende i huset til 1826. Med syv år i Store Kongensgade, 11 år i Pilestræde og syv år i Fiolstræde havde Emil Aarestrup tilbragt et kvart århundrede i den indre by som forblev hans København. Det var her han blev digter, elsker og læge. Fra Pilestræde kunne St. Kongensgadetiden altså se ud som det tabte paradis. Centrum for den lille drengs verden var morfaderens butik. I et brev af 11. Annonce Overgangen til Pilestræde fulgte tæt på forældrenes død. Huset i Pilestræde ejedes af kamfabrikant Cathala der var af fransk afstamning. Her var tre døtre. Mange år senere, i Dyrehaugen genser han bevæget, bag et enkeslør, sin Emilie. Der var også andre piger i kvarteret, som Inger Marie Zimmer, datter af urtekræmmer Zimmer, Pilestræde. Han sværmede for hende i fem år; i Serenade ytrer det unge menneskes elskovstrang sig, med mindelser fra , som stormende længsel, hjertet er en natviol der kun tør betro natten sin smerte, pigen er utilnærmelig. Denne ungersvend er stille, melankolsk, en sorgens sanger, elegiker. Men også bevidst om synden En Stedmoderblomst og nåden der kaldes på i digte o. Her op mod 1820 skete det at Emil Aarestrup fandt forløsning for sin smerte. Digtet Om min Muse fortæller os at fantasien gav ham erstatning for de tabte forældre. Og i natten lokker hun Himlens engle ned; men når de alt for jordiske engle hidser hans blod græder hun og ånder mat. Digtet vidner således om tidsalderens treklang af krop, sjæl og ånd. Den kunstneriske skaben er den sjæl der lutrer det hidsige begær, men som også løfter ånden mod Gud. Da Emil Aarestrup 1819 blev student og valgte at læse til læge forenede han fra begyndelsen det medicinske og æstetiske studium. Han fulgte Oehlenschlägers forelæsninger og var optaget af Charlottenborgs samling af gipsafstøbninger, og han hyldede da denne efter et besøg hjemme 1819-20 atter forlod København. Emil Aarestrup gav sig tid; han havde råd dertil, Marie Møller overlod ham renten af den båndlagte kapital; han brugte penge på køreture i Nordsjælland. Hans niårige studietid lignede s tiårige. Dette var den lykkeligste dag i Emil Aarestrups liv. Han fejrede den i sommerhede bryllupshymner: Du søde Barn, saa længselsfuld og stille 1825 og O, var det Synd, at vi var ene? Og da sølvbrylluppet nærmer sig ombølges i hans erindring deres bryllupsnat af et duftende rosenflor 4. Det er her o. Emil Aarestrups hymne til vor anatomis skønhed og hensigtsmæssighed rykker tanken tilbage til s Indledning til anatomiske demonstrationer. Samtidig foregriber disse i tiden enestående linier naturalismen og impressionismen. Lægekunsten blev Emil Aarestrups mål for videnskab. Da han ansøger om at indstille sig til embedseksamen april 1827 anfører han at han har fulgt naturvidenskabelige forelæsninger i fysik hos , i zoologi hos , i botanik hos , foruden i medicin hos , , , og. Emil Aarestrup bestod i juni eksamen med glans. Nu ville han giftes. Han åbnede praksis i Nysted hvor han skaffede sig bolig, løste kongebrev og blev viet i Trinitatis kirke af vennen, salmedigteren H. Elleve Nystedår forløb med lyse og mørke stunder. Der kom hurtigt børn; en praksis voksede op, en vennekreds dannede sig. Emil Aarestrup købte hus på Algade, udvidede bygningen, og i botanisk begejstring forsynede han sin have der gik ned mod vandet, med træer og urter. Han blev læge for familien Raben på det nærliggende Ålholm som til hans glæde besad en broget botanisk park. Det blev for Emil Aarestrup et digterisk opbrud da han 1832 ledsagede den jævnaldrende Amalie Raben på en kurrejse til Karlsbad. Mellem den erotisk modtagelige doktor og den dødssyge komtesse opstod et stille sværmerisk forhold som satte frugt i en tragisk suite af digte. Rejsen indledtes i maj, komtessen døde i august i Dresden; Emil Aarestrup var hjemme igen i september. Tidligt i 1833 kom s forlovede Sophie Hansen i huset hos pastor Isaac Sidenius i Øster Ulslev. Nytårsdag 1834 læste Aarestrup op af sine digte for Chr. Flere kom til med et sværmeri for en jødisk købmandsdatter, Casse Hirsch. Her ved midten af trediverne fik Emil Aarestrup den tyske versvirtuos Friedrich Rückerts digte i hænde. I en udateret makame til Winther trygler han efter et Ord fra Dig, sødmet af Smiger! I et nyt digt påkalder Aarestrup læserens velvilje, men hævder derefter stolt, med Lucca Signorelli, kunstens hellighed. Aarestrup følger vinket og vil vinde læseren med fortællende poesier i livsbekræftende ånd: Fjeldspringet, Torsten og Trine, Havfruen, eller livsfornægtende: Bruden, Ulykken rammer alle. Via 42 ofte erotiske Ritorneller føres læseren til en samling i samlingen, som har fået den træffende titel: Erotiske Situationer. Hvert af disse 51 digte afskærer nemlig sig selv som et maleri eller en skulptur. Der er i hver situation en mand og en kvinde, men medens han, med få udsving, er sværmende eller smægtende, tilhører hun vidt forskellige erotiske temperamenter. Den samme, eller en ligeartet, optræden i de nærmest følgende tre digte. Andetsteds er der en meget distant dame, kølig som den decemberluft Kanefarten forløber i. Hun synes til stede i de to omgivende stykker. Klart udskiller sig de dominerende kvinder som forlanger og får elskerens slaveagtige underkastelse En Soirée eller skinsygt kræver at han ikke må have andre gudinder end hende: Det første Bud er placeret i en suite af lykkelige-ulykkelige situationer. Det lå i tiden at klassificere kærlighedens og kvindenaturens varianter. Før 1838 Senancour: De l'A-mour, 1806, 1808, 1829; : Om Elskov, 1819; Stendhal: De l'Amour, 1822; efter 1838 : Enten-Eller, 1843, og Stadier paa Livets Vei, 1845. Erotiske Situationer er, som de fleste poesier i Digte, øjebliksbilleder. En tidsdimension er lagt ind i romancen om Aturernes Grave: indianerfolket aturerne er udryddet, deres sprog findes kun i næbbet på en ældgammel papegøje. Med i digtsamlingen kom ikke Tidlig Skilsmisse som også bringer et dobbeltsyn. Årtier efter sidder hun, falmet, foran maleriet af ham hvis blik røber anelsen om tidlig bortgang. Både for lønnen og anseelsens skyld ønskede han at blive embedslæge. Da denne post atter blev ledig 1849 opnåede han den, og her kom han til at virke indtil sin død syv år senere. Hans egenhændige årlige indberetninger om de i stiftet forekommende sygdomme, samt fysiokatets kopibog, vidner om embedsmandens pligtopfyldende flid. Tilstanden var en lidt magelig resignation. Af en livlig korrespondance med en studiefælle, over-medicus ved Almindelig hospital, S. Trier, fremgår det at Emil Aarestrup søgte at følge med i lægevidenskaben. I et brev af 25. Mit Liv har mere Comfort, end da jeg Dag og Nat rakkede om paa lollandske Bøndervogne. Men aandelige Sammenstød ere ligesaa sjældne her som der, og Svingningerne, jeg derved skulde sættes i, udeblive. Poesierne var faldet sparsomt efter 1838. Fra 1850 stammer: Naar jeg i Eenrum færdes og den dybt savnede — vel Amalie Raben — kommer til ham. Vi genser her Emil Aarestrups forestilling om skønheden som vejen til Paradiset der åbenbarede sig 30 år tidligere i digtet Om min Muse. Det bekræfter sig at Aarestrup til det sidste hørte hjemme i sin tidsalders platoniske idealisme. Familie Emil Aarestrup blev født i København Nic. Forældre: postkontrollør ved Østerports toldkammer Jørgen Voigt Aarestrup 1775-1808 og Sophie Charlotte Aagaard ca. Ikonografi Tegning af Aug. Gemzøe og i gruppebillede af danske digtere af A. Afbildet i lignende digtergruppe tegnet af Simonsen Fr. Radering af Pietro Krohn, 1863, efter foto, efter samme træsnit af bl. Hansen 1870 og senere. Afbildet på maleri af V. Neiiendam udstillet 1944 og 1956. Medalje af Arnoff Thomsen, 1950. Relief af samme udstillet 1953 til monument i Nysted. Georg Nygaard: Emil Aarestrup. Bidrag til en bibliografi, 1918 m. Oluf Friis I—11, 1918 ny udg. Hans Brix og Palle Raunkjær I-V, 1922-25 fot. Breve til Christian Petersen, udg. Hans Brix: Emil Aarestrup I—II. Hans Henrik Jacobsen: Emil Aarestrup, stiftsfysikus i Odense 1849-56, 1975. Keld Zeruneith: Den frigjorte, 1981 heri ajourført bibliografi.
