Dansk Folkepartis Marie Krarup kan ikke længere bruge forsvarspolitikken til at komme med tilnærmelser til Rusland. I sidste uge blev hun fyret som ordfører og erstattet af et af partiets unge talenter, Jeppe Jakobsen. Meldingen fra ham er klar: Det hører ingen steder hjemme at tale om Rusland som Danmarks allierede. Ordførerskifte: Der har været ét parti i Danmark, som russerne har kunnet kigge anerkendende på og sige: Det forstår os. Indtil sidste uge var Marie Krarup Dansk Folkepartis forsvarsordfører. Og hun fremførte konsekvent og vedvarende en politik om, at Vesten skal blive bedre til at forstå Rusland, at vi dæmoniserer russerne og skaber en hysterisk stemning, og at vi burde se dem som vores allierede i en international kamp mod islamisk terrorisme og migrationsstrømme. Det er hun lykkedes med at skabe så stor opmærksomhed om, at selv om partiets næstformand og udenrigsordfører, Søren Espersen, gang på gang har pandet hende ned, har man kunnet opfatte Dansk Folkeparti som et parti, der i højere grad ser Rusland som en ven end en fjende. Fredag blev bægeret fyldt. Marie Krarup blev hevet af posten. Udadtil blev det kommunikeret, at hun blev forfremmet til udlændingeområdet, fordi hun i stedet skal være integrationsordfører. Sandheden er, at det var en degradering af de store. Martin Henriksen er stadig partiets stemme i udlændingespørgsmålet, og integration er lige netop den del af udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti ikke interesserer sig for. Og man skal være meget hysterisk for at kalde det en reel trussel. Jeg ønsker EU lagt i graven og erstattet af et frihandelsforum. Det er vores politik. Hvis Putin eller Marine Le Pen kan hjælpe med til det, så er det helt fint. Om det så var Fanden selv. Men i virkeligheden har vi sammenfaldende interesser på en række områder, der bør få os til at se på Rusland som en kommende allieret. Marie Krarup i Ræson 5. Det må egentlig være svar nok på det spørgsmål. Man skal bare lytte til Søren Espersen, så bliver man meget klogere. Uddannet sekondløjtnant, vokset op gennem Dansk Folkepartis Ungdom og sammen med politikere som Morten Messerschmidt, Anders Vistisen, Peter Kofod og Kenneth Kristensen Berth den første generation i partiet, der allerede blev skolet i teenageårene, aldrig har været i andre partier og kontinuerligt vil stå og banke på for at komme frem i geledderne. Jeppe Jakobsen ved godt, hvad opgaven er. Nu er det synkront, hvad forsvarsordføreren og udenrigsordføreren mener. Det er nok meget godt, for forsvaret er jo udenrigspolitikkens jernnæve, siger Jeppe Jakobsen. Og når man spørger ham, hvem Danmark og Natos farligste fjende er, lyder svaret: - Det er den alliance, vi ser mellem Rusland og Kina. Den har potentielt set en størrelse og en farlighed, der kan få os til at ophøre med at være en stat. Og det er Rusland, der har front mod os i Vesteuropa. Dermed siger jeg ikke, at russerne kommer til at gå i land i Køge Bugt i morgen, men når der bliver sat spørgsmålstegn ved Nato-alliancens sammenhold, som Donald Trump gør, har vi et problem. Eller når den danske regering lægger mere vægt på EU end Nato i forsvarsspørgsmål. Rusland skal afvises - Marie Krarup har sagt, at vi dæmoniserer Rusland og pisker en hysterisk stemning op. Mener du også det? Hver anden uge bliver vi nødt til at sætte vores F16-jagerfly på vingerne for at afvise russerne, når de nærmer sig dansk luftrum. Rusland simulerer angreb på vores orlogsskibe. De simulerede angreb på Bornholm under Folkemødet. Det er ikke vores venner, der gør sådan noget. Hvis ikke vi afviser den slags eftertrykkeligt, vil de tage sig flere og flere friheder. Men det er altså heller ikke, at russerne kommer i morgen, for det gør de ikke, selv om de bliver mere og mere selvhævdende, siger Jeppe Jakobsen. Kan du se det for dig? Så længe russerne gang på gang synes, at Putin er den rigtige til at lede deres land, og at de accepterer deres styreform, er det ikke et synspunkt, der hører hjemme i nutidig politik. I rapporten bliver der også advaret mod, at Rusland kan iværksætte en påvirkningskampagne i forbindelse med valg i Danmark, som man f. Man kan ikke hacke sig ind vores papirstakke med stemmesedler, så vi skal ikke frygte, at befolkningen ikke vil blive hørt. Men vi kommer nok ikke til at sige os fri fra påvirkningsforsøg fra Rusland - at de vil påvirke stemmerne i en eller anden retning. Hvad ved jeg, Nye Borgerlige måske? Det er helt sikkert en mulighed. Men som den russiske ambassade meget vittigt skrev på Twitter: Der er ingen grund til at blande sig i det danske valg, fordi ingen af de danske partier kan lide Rusland, så hvem skulle vi støtte? Det er der vel også noget sandt i. Men de kan have en interesse i at skabe generel uro, en politisk ustabil situation, det vil jeg ikke afvise, siger Jeppe Jakobsen. Ministerdrømmen Mens ordførerskiftet i Dansk Folkeparti var et solidt skridt ned ad stigen for Marie Krarup, var det et skridt op for Jeppe Jakobsen, der nu er både ældre- og forsvarsordfører. Og som situationen er i politik lige nu, er det en karriere i Dansk Folkeparti, der snildt kan stagnere. En problematik for hans generation, som gruppeformanden i EU-Parlamentet Anders Vistisen beskrev i et sommerinterview med avisen Danmark: At partiet er defineret af en ledelse, der ikke har tænkt sig at lade sig skifte ud de næste mange år, så politiske talenter må lade hovedet banke mod glasloftet. Et glasloft, der dog vil kunne splintres, hvis partiets plan A til næste folketingsvalg lykkes, og DF går med i en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen. Men det er klart, at den dag, vi skal til at have ministerposter, vil langt flere i partiet blive testet på, om vi kan noget, når det virkelig gælder. Og kommer vi til at aflevere vores ledelse til ministerposter, skal der også findes ny politisk ordfører, gruppeformand osv. Jeg vil bare ikke ende som SF-ministrene, der skulle udføre andres politik. Dengang så vi jo f. Pia Olsen Dyhr stå at klippe snore over til motorveje, mens alle tænkte, at det er jo slet ikke SF-politik. Så det skal være som en del af en regering og i et ministerium, hvor det vil være muligt at føre en politik, jeg har lyst til. Men kommer der rokader, og kan jeg fastholde mit gode forhold til ledelsen, ser jeg det ikke som totalt urealistisk, at jeg kunne få en post i slutningen af valgperioden eller måske efter endnu et valg. Selv om jeg nu er fyldt 30 år, mener jeg, at jeg har fremtiden foran mig.
