Som ung værnepligtig var Stig Svensson frivillig chauffør på en af de hvide busser ikke den i billedet. De hvide busser er betegnelsen på en redningsaktion, som under ledelse af den greve i slutfasen af hentede danske og fanger, der befandt sig i hjem i busser. De var malet hvide med røde kors på tag, sider, front og bag, så de ikke blev forvekslet med køretøjer. Efter den tyske kapitulation blev yderligere ca. De skandinaviske fanger havde førsteprioritet i redningsaktionen, men også svenske kvinder og børn, der boede i Tyskland, skulle hentes hjem. Hvis muligheden bød sig, kom folk af andre nationalitet også med. Aktionen blev en stor humanitær succes, og mange liv blev reddet. Aktionen er kritiseret for, at den for ensidigt gik efter at redde de skandinaviske fanger, samt for de transporter den udførte for det tyske. Den blev Danmark og Norge invaderet af tyske tropper, og i juni samme år blev den første norske fangelejr, , oprettet ved. I takt med at modstanden mod tiltog i Norge, steg antallet af arresterede. I begyndelsen blev de interneret i Norge, men hurtigt blev tusindvis af nordmænd ført til fangelejre og fængsler i Tyskland. De første i efteråret 1940. I Danmark tog massearrestationer og deporteringer først for alvor fart som følge af den tiltagende og modstand mod efter tilbagetræden den. De skandinaviske fanger i Tyskland var inddelt i forskellige kategorier. Der var fra civilt internerede, der boede privat og havde en vis bevægelsesfrihed, til -fangerne, også bare kaldet NN-fangerne, der var skulle arbejde sig ihjel. Efterhånden som antallet af skandinaviske fanger i Tyskland tiltog, blev der organiseret hjælpearbejder. Han fik også kontakt med og , der sammen med deres familier var civilt interneret på godset Gross Kreutz, der tilhørte Johan Bernhard Hjorts fætter. Sammen med andre skandinaver udarbejdede de omfattende lister over de skandinaviske fanger og deres opholdssteder. Listerne blev sendt til Sverige og til den norske eksilregering i via den svenske i. I var den norske specielt beskæftiget med de skandinaviske fangers skæbne. Ved årsskiftet -1945 var der ca. I Danmark havde længe arbejdet med hemmelige planer for et , der skulle redde danske og norske fanger ud fra lejrene. Carl Hammerich havde kontakt med både de norske sømandspræster i Hamborg, kredsen ved Gross Kreutz og med Niels Christian Ditleff i Stockholm. I løbet af 1944 udførte danskerne et omfattende planlægningsarbejde: Fangerne blev registreret, transportresurser opgjort og forplejning og for fangerne blev planlagt ved ankomsten til Danmark. Carl Hammerich besøgte Stockholm i februar, april og juli 1944, hvor han diskuterede planerne med Christian Ditleff. I 1945 var der ca. Efterhånden som styrker i 1944 nærmede sig Tyskland, blev der fra de Allieredes hovedkvarter, , truffet en afgørelse vedrørende fangerne. I den norske eksilregering havde den udarbejdet et herom. Fangerne skulle stay put — altså blive hvor de var, indtil de Allierede kunne befri dem. Gross Kreutz-kredsen fik nys om beslutningen måneden efter og reagerede straks. Johan Bernhard Hjort skrev en rapport, som stærkt frarådede denne beslutning. Han argumenterede for, at fangerne risikerede at blive likvideret og skulle reddes ud af Tyskland, inden de Allierede havde kontrol over landet. Han fortsatte: Det henstilles derfor inntrengende til overveielse for de norske myndigheter; om ikke den svenske regjering kan formås til å intervenere til fordel for iallfall de norske og danske sivilfanger i Tyskland, inklusive dem i fengsler og tukthuser, med det for øyet at fangene føres til Sverige og eventuelt forblir der til krigens slutt. Folke Bernadotte - var leder af aktionen, der hentede ca. I Johan Bernhard Hjorts rapport nævnes første gang en mulig svensk deltagelse i redningsaktionen. Forslaget blev først køligt modtaget. Man anså aktionen for at være en ren norsk opgave, og man var ikke umiddelbart indstillet på at give svenskerne mulighed for at markere sig, nu hvor krigen nærmede sig sin afslutning. Christian Ditleff nægtede at følge retningslinjerne fra den norske eksilregering i London og fortsatte med at bearbejde svenskerne og det svenske udenrigsministerium for at få dem med i aktionen. Christian Ditleff drøftede i september spørgsmålet om evakueringen med den svenske greve Folke Bernadotte, som straks
