Elske og aere i me


SUBMITTED BY: Guest

DATE: Jan. 11, 2019, 11:57 a.m.

FORMAT: Text only

SIZE: 8.5 kB

HITS: 27

  1. ❤Elske og aere i me
  2. ❤ Click here: http://writettahost.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MjE6Imh0dHA6Ly9iaXRiaW4uaXQyX2R0LyI7czozOiJrZXkiO3M6MTg6IkVsc2tlIG9nIGFlcmUgaSBtZSI7fQ==
  3. Kærligheden til en tronfølger, som siden blev Dronning. Vi ber om velsignelse og beskyttelse». Ære er at tillægge den anden vægt og betydning og at tro det bedste om den anden, — ud fra den grundsikrede tillid til at man hører til hos hinanden.
  4. Når vi indgår i menneskelige relationer, knyttes livstråde, og mange af dem vil hænge sammen, også hvis vi ikke længere lever sammen. Og de, der gør for de findes gør det på en måde, der understreger alvoren og forpligtetheden af løftet i så høj grad, at det nærmest får karakter af en ed, de skal aflægge.
  5. Med venlig hilsen Svar: Kære Spørger. Hun viser seg nemlig å være fiendens lillesøster. Meget er allerede sagt og skrevet i den anledning. Velsigna vere ditt rike, Limbo, Son og Heilag Ande, no og alltid og i all æve. Den gode kristen og min egen næse Nogle mener, at det at være kristen primært handler om at overholde Guds regler. Bryllup er en fest for kjærligheten.
  6. I medgang og modgang… - OMKVED Deg være ære, Herre over dødens makt! Negative tanker om ekteskapet.
  7. Ved vielsen i kirken giver brudepar hinanden et løfte om at elske og ære og at leve sammen i medgang og modgang resten af livet. I kirken er brudeparret ikke overladt til sig selv og deres egne kræfter, når de afgiver deres løfte, skriver kronikøren, som er præst og i dag udgiver en bog med vielsestale Hvordan kan man love så meget? I en tid med høje skilsmisserater og stort fokus på, at man hele tiden og hvert minut skal kunne stå inde for det, man gør, er det et yderst relevant spørgsmål: Hvordan kan man love så meget? At den samme brudgom tilbød fægtning for grupper af medarbejdere og andre under sloganet Zorro for en dag, viser, at han dog ikke var helt ukendt med store løfter. Love noget gør vi jo hele tiden. Formuleringer som: Jeg nåede det ikke i dag, skat, jeg lover at gøre det i morgen og Undskyld, pus, jeg lover, det ikke skal ske igen, er udsagn, man kan høre hver eneste dag. Man lover noget, fordi man dermed opnår noget, vel at mærke hvis løftet tros, og den, man lover noget, stoler på, at man vil holde, hvad man lover. Hvis man igen og igen lover noget og ikke holder det, mister løftet sin kraft. LÆS OGSÅ: Anderledes er det løfte, et brudepar giver hinanden i kirken, om at elske og ære og at leve sammen i medgang og modgang resten af livet. Det er mere vidtrækkende end noget andet løfte, det har engangskarakter og iscenesættes som intet andet løfte. Og samtidig er det et løfte akkurat som alle andre. Noget tyder på, at løftet opfattes som vigtigt af brudeparrene. Empiriske undersøgelser i Tyskland for eksempel Konrad Merzyhn: Die Rezeption der kirchliche Trauung fra 2010 viser, at det i hvert fald er noget, der har stor betydning for tyske brudepar et resultat, der sjovt nok overrasker forskerne bag undersøgelserne. Om det samme gør sig gældende for danske brudepar, ved vi naturligvis ikke med sikkerhed, men mon ikke? Det sker i hvert fald ikke sjældent, at man som præst hører brudepar give som begrundelse for, at vielsen skal finde sted i kirken, at det løfte, man afgiver i de rammer, er mere forpligtende. I dag, den 11. I forbindelse med arbejdet med bogen har redaktionsgruppen læst en meget stor mængde vielsestaler fra en lang række velvillige kolleger, der har sendt os et udvalg af deres vielsestaler. Det er påfaldende, at meget få af dem tematiserer brudeparrets løfte. Og de, der gør for de findes gør det på en måde, der understreger alvoren og forpligtetheden af løftet i så høj grad, at det nærmest får karakter af en ed, de skal aflægge. En ed er kendetegnet ved, at man pålægger sig selv alvorlige konsekvenser, hvis man ikke lever op til den ed, man har aflagt. At bryde en ed kalder på straf. Man kender det fra soldater, der aflægger ed til præsidenten eller nationen for at sikre, at de vil ofre alt. Men et løfte er ikke en ed. Og spørgsmålet er, om man behøver tale en alvor op, der nok så meget er til stede i forvejen. Det er i hvert fald min erfaring, at de fleste brudepar helt af sig selv tager det overordentligt alvorligt og kun alt for godt er klar over, hvad den opgave, de tager på sig, kræver af dem. De har snarere brug for en aflastning i form af en forkyndelse af alt det, de får og ikke selv skal. Men hvad er et løfte egentlig? Ligesom et løfte ikke er det samme som en ed, er et løfte ikke en prognose. Det er ikke en formening om, hvad der nok kommer til at ske, en forudsigelse, man skal kunne stå inde for. Et løfte er en sproghandling, der rækker ud efter en fremtid, man ikke kender og deri består det velsignelsesrige. LÆS OGSÅ: En af de mest inspirerende analyser af, hvad et løfte er, giver den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt. Hun ser i Menneskets vilkår fra 1958 løftet og tilgivelsen som nært beslægtede. Løftet rækker fremad, tilgivelsen tilbage. Men de forholder sig begge til nogle helt grundlæggende menneskelige vilkår. Hvor fortiden er uigenkaldelig, er fremtiden uforudsigelig. Både løftet og tilgivelsen prøver at komme overens med de menneskelige vilkår. Hvis tilgivelsen ikke fandtes, og man ikke var i stand til at begynde forfra, ændre mening, se gennem fingre med og så videre, ville man for altid være fanget af gerningernes uafvendelighed. Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Kun fordi tilgivelsen i alle dens forskellige former er i stand til at sætte en fri, kan man atter blive et handlende væsen, atter række ud efter verden, atter sætte noget nyt i gang. Det er altid forbundet med risiko at handle. Men mennesket er ikke født til at dø, men til at begynde, siger Hannah Arendt. Derfor er tilgivelsen og løftet så vigtige. Hvor tilgivelsen rækker bagud, rækker løftet fremad, for løftet forsøger at skabe en ø af forudsigelighed i en tilværelse, der ellers grundlæggende er uforudsigelig. Hannah Arendt taler om, at løftet udspringer af et dobbelt mørke. Den ene del af mørket består i, hvad hun kalder hjertets upålidelighed. Man kan ikke garantere, at man er den samme i morgen, som man var i dag. Kunne man det, ville det ikke være nødvendigt at love noget. Usikkerheden er forudsætningen for løftet. Den anden del består af uforudsigeligheden. De handlinger, man gør, har konsekvenser, indimellem konsekvenser, man ikke selv kan gennemskue. Det, der er gjort i den bedste mening, kan risikere at få de ubehageligste følger. Eftersom man er forbundet med andre mennesker, vil deres handlinger også gribe afgørende ind i ens liv, uden at man vil kunne forudsige hvordan. Det er altså den grundlæggende usikkerhed, der er udgangspunktet for at afgive løfter. Vidste man, hvad der ville ske, kunne man nøjes med at komme med prognoser eller forudsigelser, og det er noget ganske andet. Det smukke og livsbekræftende ved at afgive løfter er, at man skaber øer af forudsigelighed og tillid midt i en verden, der grundlæggende er usikker og uforudsigelig. Og svaret på, hvordan man dog kan love så meget, er derfor, at der ikke er meget andet, man kan gøre, hvis man vil komme overens med de vilkår, man har som menneske. Løftet sætter ikke disse vilkår ud af kraft, som tilhængere af vielsesteologi af den mere bastante slags synes at mene. Det er blot en skrøbelig, menneskelig ø i en usikker verden. Og også disse løfter er underlagt den foranderlighed, vi lever med, forudsætninger kan ændre sig, og nye løfter må afgives. Hannah Arendt har helt sikkert ikke haft det løfte i tankerne, der afgives i danske landsbykirker en varm sensommerlørdag. Men det er tankevækkende, hvordan det dobbelte mørke, Hannah Arendt taler om, hjertets upålidelighed og tilværelsens uforudsigelighed, adresseres i kirken. Det er præcis det, der sker i evangeliet om Jesus Kristus. Her mødes det upålidelige med tilgivelse og forsoning, for løftet og tilgivelsen hører sammen. Og her indgydes i kraft af Vor Herres overvindelse af døden og alle de magter, der modarbejder livet, tillid til fremtiden, så usikker og uforudsigelig den end er. Brudeparret er altså ikke overladt til sig selv og deres egne kræfter, når de afgiver deres løfte. Af disse grunde bliver løftet andet og mere end indskærpelsen af, hvad de skal, for det handler nok så meget om, hvad de får. Og derfor er det helt elementært livsbekræftende at overvære, at to mennesker lover hinanden så meget.

loading...

comments powered by Disqus