Min mand havde et meget vigtigt og spændende arbejde, og han hjalp mange mennesker. Han var meget dedikeret og brugte også det meste af døgnet til det. Vi havde derfor lagt gode planer sammen for fremtiden. Min mand ville trappe ned på arbejdet, og vi så frem til at få nogle gode år sammen i de kommende år. Min mand havde haft en del stress i foråret, og jeg havde flere gange bedt ham om at gå til læge, da jeg så, at han tabte sig og var mere træt end tidligere, og appetitten var blevet mindre. Jeg prøvede virkelig at overbevise ham om vigtigheden af et helbredstjek, og til sidst kom han af sted til lægen, som indlagde ham med det samme. Da var det, at mareridtet begyndte med undersøgelser og nedture. Diagnosen var kræft, som stod med store bogstaver i vores sind og med spredning til mange indre organer. Diagnosen var skræmmende, men vi håbede begge, at det i det mindste kunne ske, at vi på trods af sygdommen kunne få nogle gode år sammen. Men efter få måneder, hvor jeg hele tiden var hos ham, og hvor han kæmpede med mange smerter, undersøgelser, operationer, scanninger og samtaler, gav kroppen op. Nu sidder jeg ensom og har så gode muligheder for at gøre alle de ting, vi sammen havde planlagt. Min mand havde hele livet tænkt på at spare op, så økonomien skulle være den samme, når vi blev pensionister. Men jeg har det så dårligt med at tænke på at bruge de penge, og jeg græder mere og mere. Jeg har ikke rørt ved hans personlige ting endnu, og jeg magter heller ikke at gøre det. Der er så mange minder, og mit liv er sat i stå, og selvom jeg har mange gode relationer i mit netværk, orker jeg ikke samkvem. Det gør så ondt, og jeg har gemt mig lidt. Jeg hører musik, læser om sorg og er med i en sorghjælpsgruppe, hvor vi alle sidder og græder og er sammen om det svære i livet. De gode råd, I gav Bente, har jeg taget til mig og håber, at jeg på et tidspunkt kan begynde at få den dårlige samvittighed i baggrunden og tænke på min mand som det fine menneske, han var, og som jeg har haft så mange år sammen med, hvor han var min trofaste og bedste ven og min beskytter. Jeg savner ham så meget, og jeg kan slet ikke forestille mig en fremtid uden min elskede, som jeg ved har gjort en forskel for så mange mennesker. Det er svært at nærme sig døden for den, som skal af sted, og for den, som bliver tilbage. Men min mand var ret afklaret, mens jeg hele tiden håbede. I sorgen og sygdommen er der hele tiden glimt af lys og håb, og pludselig er virkeligheden, at min elskede skal dø, og livet går i sort. Venlig hilsen Signe Kære Signe Tak for at du sætter ord på din store sorg og vil dele dem med os. Døden kommer aldrig belejligt, men når den pludseligt dukker op midt i overvejelser og drømme om en god og snarlig fælles pensionstilværelse, bliver den ekstra mørk. Pludselig ser fremtidens kapitler helt anderledes ud. Vi kan læse, at kærligheden var stærk imellem jer. Og sorgen er den pris, som vi alle må betale for at have mærket og levet i en dyb kærlighedsrelation, når vi mister den elskede. Sorgen mærkes måske ikke helt ens hver dag, og enkelte øjeblikke kan måske bringe et lille solstrejf, men de første mange måneder kan være meget mørke, og tiden kan næsten stå stille. Og så sker der alligevel lidt. Det er godt, at du er med i en sorggruppe. Og det er godt, at tårer får afløb og genkendes hos andre. Samtidig vover vi at give dig et lille og forsigtigt puf, så sorgen ikke overtager alle de vågne timer. Du må prøve at holde dig i gang, spise godt og gå daglige ture. Måske gør du det allerede. Og så vil vi også give et lille puf om at bruge penge med inderlig god samvittighed. De er der for at bruges nu, ville din mand sikkert sige. Det er, når vi har det dårligst, at vi på en måde har mest brug for at få aflastning, nye og gode oplevelser. Og det kan penge hjælpe med. Vi kunne for eksempel foreslå, at du bestilte en rejse et godt sted hen i løbet af nogle måneder og inviterede en god veninde med og betalte for jer begge. Eller at du inviterede i teater eller bød på middag på et hyggeligt sted. Der må være en eller flere i dit gode netværk, som har lyst til disse ting og samtidig har forståelse for din træthed, og at du orker meget lidt. Sorgen skal have sin plads og jævnligt have sine besøg, men med vilje må vi nogle gange trodsigt investere i, at livet ikke er slut. Måske vil der i den kommende tid være store udfordringer for dig, især når du måske har en gammel angst i dig, som rører på sig samtidig med sorgen. Måske er det også en mulighed for dig i det kommende år at give den gamle angst modspil. Angst kan måske røre ubehageligt på sig, når den får modstand, men den kan også blive mindre med tiden, jo mindre magt den gives. Måske skal du have konkret hjælp til det, hvis den vil kvæle din selvstændighed og selvrespekt. Et lille forsigtigt puf mere. Vi ved godt, at du ikke lige nu orker at røre din mands personlige ting, og at tøj og papirer og andet ligger på samme plads, hvor de har ligget i mange år. Måske skulle du alligevel bestemme dig for en gang om ugen at rydde op lidt ad gangen, smide væk og give til genbrug. Du kunne tage et billede af hans skrivebord eller hans tøjskab, inden du gik i gang, så kan de billeder hjælpe dig til at huske på lang sigt. Og så en lille ting mere. Det er ikke specielt god timing at nævne det lige nu, og det er sikkert ikke i dine tanker. Vi vover det alligevel. Du kan leve måske mange år mere. Måske skal du være åben for at møde en anden mand på et tidspunkt. Ikke i stedet for eller en, som skal sammenlignes med din afdøde mand. Men fordi det er godt at være to. Nu har vi sagt det, og så kan du bare arkivere det, til det måske er en mulighed. Vi har en fornemmelse af, at din mand var en ganske nøgtern mand. Og at han måske kunne finde på at sige noget i retning af de samme ting, som vi har nævnt. Til sidst nogle ord af Randi Bratteli. Hun var gift med den tidligere norske statsminister Trygve Bratteli 1910-84. Og jeg lever videre alene. Den onde klump inde i brystet er efterhånden blevet lidt mindre. Den er sort, forestiller jeg mig, og den er hård. Sorgklumpen kalder jeg den. Til sidst forsvinder den måske, og en lysere klump af savn vil blive siddende. I grunden ønsker jeg den ikke fjernet, men jeg ønsker, at den med tiden vil gøre mindre ondt. Brevkassen finder du i avisen hver fredag og her på hjemmesiden. Har du et spørgsmål, så skriv til Annette og Jørgen Due Madsen. Alle henvendelser behandles fortroligt, men ikke alle kan forvente svar. Du kan også sende en mail til adressen brevkasse k. Der er så mange minder, og mit liv er sat i stå, og selvom jeg har mange gode relationer i mit netværk, orker jeg ikke samkvem Signe.
