Vil du være personen, der trækker 12-tal på 12-tal i gymnasiet? Bogen er skrevet til studerende på gymnasier og videregående uddannelser og handler om, hvordan du holder koncentrationen længere, løser dine opgaver på markant kortere tid end andre studerende og sikrer at du kan huske hvad du har læst til eksamen. Konkrete tips og råd fra en jurastuderende, du kan bruge med det samme. Du kan — den lander i din indbakke om fem minutter. Bogen bliver allerede nu brugt af gymnasiestuderende foruden af studerende på videregående uddannelser som jura, medicin og International Business på CBS. Er du den næste? Nogle minder, der har været med til, at skabe ham, og som har været med til, at gøre ham til den person han er i dag. Vi hører om nogle højdepunkter i hans liv, store som små. Det er helt fra følelsen af at være nygift, til hans egen undfangelse, som han egentligt ikke selv har opdaget, men den er jo alligevel det grundlæggende for, at han er til. Erindringsbillederne er fremkaldt af det voksne, skrivende jeg, men oplevet af barnet, og de to synsvinkler glider over i hinanden og forsøger undervejs i digtsamlingen at forbinde før og nu. Rifbjerg skriver med en stærkt sansende nerve over for sin omverden. Samtidig kendetegnes forfatterskabet af en rig erindringsevne, en metaforfyldt skrivestil og ofte uhøjtidelighed og humor. Han sætter fokus på eksistensen. Hvad er et liv? Og hvad kan man erfare ud fra livets hændelser? Klaus Rifbjergs erindrede oplevelser og erfaringer fra sin opvækst har været en tilsyneladende uudtømmelig kilde til inspiration i sin vekseldrift mellem erindring og fiktion. Som en modernistisk digter mestrer Rifbjerg at skærpe læserens oplevelsesevne, så læseren selv oplever, blive involveret og spejlet i hans værker. Fortællestilen er lidt gammeldags, hvor der er brugt mange flotte, fine og udenlandske ord, hvilket var fremme i tiden dengang. Igennem digtsamlingen, kommer han med en masse stemningsberetninger. Han sætter børnesproget op imod det videnskabelige voksensprog. Desuden sætter han også magien op imod de filosofiske udtryk og begreber fra biologiens verden. Rifbjergs fortællestil er meget enkelt, men dog stadig kompakt. Digtet er uregelmæssigt, og der er ingen systematik i opbygningen, man kan betegne genren som knækprosa. Digtet omhandler et besøg, måske det første, hos Rifbjergs bedsteforældre. Han beskriver situationen romantiserende og bruger det som et tilbageblik på et af barndommens faste holdepunkter. Fortælleren er gemt i det lille barn, som digtet omhandler. Her bruger han rullepølsen som en association til sig selv. Han er stadig bare en lille klump kød, som hverken kan gå eller kravle. Han har altså stadig heller ikke dannet sig en identitet. Han bruger metaforen med stjerner to gange i strofen. Hvor vigtige bedsteforældrene er i hans firmament, i hans liv. Firmament kan betyde himmelhvælving , som igen kan symbolisere hans univers, hans himmel, og hans liv. For hvis han skulle have forenklet det helt, kunne han jo evt. I strofe to, slår Rifbjerg faktisk temaet an. Man får et tydeligt indtryk af trygheden han i sin barndom har følt ved bedsteforældrene. I lever i gyngestolens blide rytme. Det vil sige, at der er nogle specielle dufte, man forbinder med nogle specielle mennesker i ens liv. Duerne som han også omtaler, symboliserer fred og harmoni. Gyngestolens blide rytme symboliserer den ro og afslappethed man normalt forbinder med bedsteforældre og deres hjem. Igen i strofe tre går Rifbjerg igen ind og beskriver den beskyttelse og tryghed man føler ved sine bedsteforældre og dem man elsker. Man kan nemlig også fortolke den dobbeltpolstrede sofa, men farmors bløde mave. Måske har hun været en dejlig, tyk og blød dame. Da jeg læste det første gang troede jeg faktisk der stod, komfortabel transport, men uanset hvordan du siger det, giver det den samme mening. Som om han allerede dengang vidste, at han var en lille ting, som kunne betale sig at investere i, fordi den en dag ville blive til noget stort. Den fremmede fremtid, modsiger dog dette lidt, da det kan betyde, at kursen eller skæbnen er ukendt. Han har også en realitetssans hvad angår død, hvilke mange børn heldigvis ikke får et forhold til, før senere i liver. Han ved, at hans bedsteforældre en dag, måske snart, skal dø, han ved de ikke er der for evigt. Men de er hans bank af tryghed, så længe de er der, så længe de er i live. Den fremmede fremtid, et flot ordspil, og banken af tryghed står i kontrast til hinanden. For en usikker fremtid er jo noget utrygt, men alligevel har han sin bank af tryghed at søge hen i. Første vers i hver strofe slår noget tungt an, plus man hver gang bliver introduceret til en ny situation hjemme ved bedsteforældrene. Sidste vers i hver strofe undtaget strofe fire, angiver noget smukt og behageligt. De står alle i kontrast til det sidste vers i strofe fire, som angiver noget sørgeligt og bekræftende ubehageligt. Man kan sagtens sætte sig ind i den tryghed, Rifbjerg også har følt hos sine bedsteforældre. Og også dette digt er uregelmæssigt uden systematik i opbygningen. Digtet omhandler Rifbjergs tid i børnehave på godt og ondt. I strofe et bliver vi kastet ind i en normal dag i børnehave. For først omtaler han situationen som en byrde, mens han bagefter fortæller, at de er forkælede, og der bliver sørget godt for dem. Ordet Vantehænder er egentlig ikke et eksisterende ord, men alligevel får vi det søde billede af de små børn med vanter på hænderne hånd i hånd. Vantehænder er altså et selvopfundet og sammensat ord af Rifbjerg selv. Den evigtsnublende nissehær indeholder også meget billedsprog, for man bygger ligesom videre på billedet om de små børn med vanter der går hånd i hånd til, at de nu også står på en række to og to med huer på, der marcherende og usikre på benene prøver at følge med pædagogen med den svingende hestehale. Stemningen går i løbet af strofen fra at være spændt til at være sød og eventyragtig. I strofe to møder vi igen Rifbjergs stærke humor og ironi. Og dagligdagens almindelige hændelser bliver pludselig morsomme. Det at den klamme bolsjehånd fra den søde Lone bliver til noget smukt, kan symbolisere den første barne-forelskelse. I strofe tre skifter stemningen fra at være glad, spændt og sjov til at være alvorlig. Han levede fra år 1866 — 1956. Han går ind og sætter sjælens knude op imod skobåndets knude, hvilket virker ret ironisk. Med det går han ind og viser, hvor små og få problemer man har som lille barn. Man har endnu ikke oplevet virkelighedens stridspunkter og rigtig sorg. I strofen får man også en fornemmelse af hjælpeløshed. Han fortæller, at deres knude er skobåndets og ikke den gordiske, hvilket vil sige han går ind og sætter den uløselige knude op imod den ubindelige knude. Han beskriver her situationen med at få en lussing i børnehaven som straf og opdragelse. Mørket han beskriver skaber en alvorlig og kedelig stemning. Den metalliske flagermusvinge kan være lyd association til, når hånden rammer ansigtet og flagermusvingen kan være aftrykket på kinden efter slaget. Maria Montessori var en italiensk pædagog som har haft stor betydning for udviklingen af moderne vestlige børnehaver. Hun levede i perioden 1870 — 1952. Et af Montessoris hovedprincipper var at opdrage børnene til frihed. Det skaber en ret ironisk situation, for at få en syngende lussing opdrager bestemt ikke børnene til frihed men til begrænset adfærd og frygt. Han går også ind og vender noget positivt, som et smil til noget negativt. For i det han laver smil om til pædagogiske smil, giver det hele sætningen et negativt præg. Dette typiske pædagogiske smil står i kontrast til bedsteforældrenes smil. Bedsteforældrenes smil var noget varmt og positivt, som gav tryghed, hvorimod man væmmes ved pædagogens falske skumle smil. I strofe fem fortæller Rifbjerg igen om det dårlige og ironiske i børnehaven. Han giver den ellers ubehagelige situation en sjovt twist. For de sunde senge giver mig et indtryk af, at børnehaven skal have en flot og sund facade udadtil, men i virkeligheden bliver de med tvang nødt til at sove på de sikkert ubehagelige senge. Sparta sandalerne var noget man gik med tilbage i det gamle Grækenland. Det giver militære associationer, da ordene tvang og kommando minder mig om militæret. Det at gå fra altid at være i centrum og få opmærksomhed til at være iblandt mange andre børn, der også kræver opmærksomhed, så det er meget begrænset med opmærksomhed til hvert enkelt barn. Han går fra at være i centrum og fra at være et individ, til pludselig og skulle være en del af en flok og et fællesskab. Han går fra kvalitet med bedsteforældrene til kvantitet i forhold til børnehaven. Man kan sige, at det hele er en decentralisering af opmærksomhed. Ved bedsteforældrene fik han alt den kærlighed og tryghed, han overhovedet kunne klare, og i børnehaven er han pludselig blevet en form for indtægtskilde. Dem der tager sig af ham i børnehaven, gør det fordi de får penge for det og ikke pga. Han går simpelthen fra at være en ener, til at være blandt mange.
