Næsten 10 % af den danske befolkning har i en undersøgelse svaret, at de pt. Spørger men igen 2 år senere, vil nogle svare, at det har ændret sig, mens der vil komme nye til, som nu føler sig ensomme. Som mennesker ER vi grundlæggende alene, og ensomhed er et grundvilkår som menneske, da vi ikke hænger sammen kropsligt med andre mennesker. Vi søger alle at blive en del af samfundet — at få anerkendelse og bekræftelse af den person, vi er. I fortidens samfund var der ingen back up, som der er i vores velfærdssamfund, der i en eller anden grad tager sig af de svage og udstødte. Men ikke desto mindre lever angsten for at blive udstødt i bedste velgående hos os moderne mennesker, og vi søger instinktivt at undgå ensomhed og undgå at vi forlades — selv om vi rent økonomisk klarer os. Vores tendens til at distancere os fra andre mennesker, når der er konflikter, er en del af vores samfundsstruktur i dag, som spæder godt til, at så mange føler sig ensomme. Man kan sagtens være alene, men ikke føle ensomhed. Man kan også være med andre, og så føle sig ensom. Slår man op på ordnet. Da vi ikke kan bestemme, om andre vælger og til, er det som udgangspunkt følelsen, at vi kan lære at håndtere. Men det er en svær følelse, og terapi kan være en måde at komme igennem den og bære den. Alle kender, hvor dyb og ubehagelig følelsen af ensomhed kan være. Når vi føler os ensomme, følger der følelser af forladthed, sorg, angst, hjælpeløshed, lavt selvværd, skam etc. For at undgå ubehaget er der mulighed for, at vi udvikler en stor orientering mod de ydre omgivelser, hvilket kan være en beskyttelsesstrategi. Man kan prøve at lave bindinger på mange fronter, men vi kan ikke være sikre på ikke at blive forladt, udstødt eller afvist. Men som sagt kan følelsen af ensomhed optræde uafhængigt af, om vi rent faktisk er alene. For samhørighed og følelsen af fællesskab optræder i en helt anden ikke fysisk dimension. Fænomenet samhørighed er noget, som vi måske har mærket en enkelt gang, eller mærker til tider. Når vi føler os ensomme, distancerer vi os fra FØLELSEN af samhørighed. Ensomhed er derfor også et tab af samhørighed. Tabet kan være sket tidligt i måden ens forældre praktiserede tilknytning. Igen er tilknytningsbegrebet ej fysisk, da vi godt kan være tilknyttet en familie, men hvor den FØLELSESMÆSSIGE tilknytning ikke var god. Tabet af noget, som var, men som nu har forladt os, får mange til ikke bare at føle sig alene, men også ganske fortabte. Længslen efter både samhørighed og nærvær eksisterer i bedste velgående hos mange. Og når vi går ud i sociale sammenhænge, husker og bruger vi den samhørighed og det nærvær, som vi måske tabte eller ikke har hos os lige nu, som målestok for at definere, hvad vi søger i fællesskabet med ét eller flere mennesker. Det faktum, at vi søger at mærke en forbindelse til noget, får mange til at søge en større åndelighed i deres liv. Det vil sige at arbejde for samhørighed på et følelsesmæssigt plan, så man ikke er så påvirkelig af ens mulighed for ensomhed, eller faktiske oplevelse af ensomhed. Det meste musik handler om længslen efter den kærlighed, der forsvandt, samt den kærlighed der er hos os lige nu. Selv om det ofte er konkrete personer, vi synger om, så kan der være tale om en åndelig oplevelse af fænomenet kærlighed: samhørigheden med noget andet. Når vi ligger i vores mors mave, og når vi er forelskede, ja så oplever vi den ultimative samhørighed — et nærvær uden sidestykke. Men i ikke-åndelig form kan den let tangere en slags sammensmeltning. Det der sker, når vi f. Det stærke og styrende individuelle Jeg flyder sammen med et andet Jeg, og opløses i mere eller mindre grad. Mange kender til det, at man ikke er til at genkende. Derfor kan vi på den ene side længes efter sammensmeltning, og på den anden side opleve den truende for vores overlevelse. Når vi lukker os, når vi ikke er klar til kontakt, når vi har brug for væren; er det essentielt at vores omgivelser kan lade os være, hvis vi skal komme hele og styrkede tilbage til dem. Overfører vi den sunde samhørighed på vores nære relationer, så bliver det muligt at elske en, og så samtidig sætte vedkommende fri. Men kan ligeledes elske en, der selv sætter sig fri. Kærligheden går ikke til grunde, fordi vi mennesker ikke ses, ikke bekræfter hinanden, ikke vil hinanden lige nu. Vores forestillinger om adskillelse kan skabe billeder af forladthed, ensomhed, isolation, hjælpeløshed, udstødelse, glemsel og tilintetgørelse, som stammer fra barnets afhængighed samt erindringer liggende dybt i os tilbage fra vores urhistorie. Selv når vores bange anelser viser sig at være virkelighed, og vi rent faktisk udstødes eller afvises, så kan kærligheden paradoksalt nok stadig være tilstede. Men på et andet plan, som ikke lader sig nå via vores menneskelige spil og vores måder at være i kontakt på. Vi er overhovedet ikke i stand til at styre hvornår kærligheden kommer til os, eller hvad kærligheden konkret består af. Men vi er i stand til at finde nærvær frem, og være nær og åben for kærligheden. Og vi er i stand til at finde en tro på et langt mere abstrakt begreb af kærlighed — et hvor vi dybest set ikke er alene, men en del af en større helhed, som i et udstrakt perspektiv arbejder MED og ikke IMOD os. Så der er måder at arbejde med ensomhed, samtidig med at der oparbejdes en evne til at være med den. Jeg kender selv til ensomhed, fordi jeg har truffet nogle valg omkring vigtigheden i at gå egne veje. I den proces har jeg skullet finde en vej ud af den afsondrethed og isolation, jeg befandt mig i, samt følelsen af at være udstødt og anderledes. Ensomhed er en meget svær følelse. Den vil jeg gerne rumme sammen med dig. Eller ring på 2320 6983 i tidsrummet 8-21 alle ugens dage. Det er også muligt at tilmelde dig , eller det , hvor du har mulighed for at følges med en gruppe.
