Det er en drift, som er så dyb, at den er indiskutabel, og alligevel har den forskellige udtryk og forskellige årsager i hver af os. Men vi har alle det til fælles, at vi får børn af selviske grunde: Vi får dem, fordi vi har lyst. Verden mangler ikke mennesker tværtimod så der findes ingen argumenter set i et større perspektiv for, hvorfor vi lige netop vi skulle formere os, og alligevel gør vi det. Men hvordan ved man, at man har fået de børn, man skal have? I og med at vi får børn for vores egen skyld — og ikke for at redde verden eller på anden måde som et ideologisk projekt — er det mest rigtige svar, at vi alle bør holde os til at få de børn, som vi i udgangspunktet har overskud til at give en opvækst med stort nærvær og omsorg. For nogle mennesker er det ingen børn, for andre er det otte. De fleste af os lander et sted derimellem, og fordi ingen kender morgendagen, kan vi kun handle ud fra en fornemmelse af, hvad der fungerer for os — nu og her, indtil andet er bevist. Kvinder, som altid vil have lyst til at udvide familien, men som af fysiske, praktiske eller andre årsager alligevel er nødt til at stoppe efter to, tre, fire, fem styks. Jeg kender også kvinder, som efter det første, andet eller tredje barn kan mærke, at de ikke skal have flere. Som af den ene eller den anden grund ved, at det var det. Sådan som jeg selv har det nu med mine fire. Jeg kender også dem, som ikke kan få flere, uanset hvor højt de ønsker det — kvinder, som står med nogle andre følelser og udfordringer, end jeg har gjort. Efter jeg fik Storm, spekulerede jeg på, om jeg nogensinde ville mærke følelsen af at være færdig med at få børn, ligesom jeg tænkte på, om jeg nogensinde ville blive helt klar til at få flere end ham. Begge dele kom med tiden. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle have fire børn. Jeg er selv voksen op i en god flok på tre styks, så det har mere eller mindre bevidst været min intention at gentage den konstellation. Men jeg fik fire, for vores tre første børn kom af kun to omgange, og intet var, som jeg havde forventet. Sådan er det nok uundgåeligt at blive forældre: alt er nyt og intet er forudsigeligt, men jeg følte ikke desto mindre, at det havde været hårdt med først et kolikbarn og dernæst tvillinger, og noget i mig var uforløst. Jeg kan nogle gange tænke, om vi mon var stoppet efter to børn, hvis vi havde fået én af gangen, og jeg kan i mit stille sind ønske, at vi havde gjort det. Juno er i høj grad et ønsket barn, og jeg vidste, at hun ville komme til os, flere år før hun rent faktisk landede i vores liv. Inden da var der en form for ubalance i søskendegruppen: En følsom storebror og to styks tvillinger med stærke stemmer efterlod både behov for- og plads til den lille pige. Hun kom, og hun faldt ned som den manglende brik, og hun healede mit moderskab, bragte orden i mange ting. Men den tredje graviditet, den tredje babytid, den tredje omgang med alt det, som starter forfra, når man sætter et nyt liv i verden, var, hvad jeg kunne holde til. Nu har jeg ikke mere af det i mig, og jeg har syntes, at det første år i mine børns liv alle tre gang var præget af en sårbarhed, som jeg ikke ellers har med mig, og jeg har tydeligt mærket, hvor stor en omkostning det er for både mine børn og mit parforhold, når et nyt liv kommer til. Den følelse som fylder mig nu, kunne lige så vel være kommet efter to eller tre børn, tror jeg: Jeg har dem, jeg drømmer om, og som jeg kan rumme at have. De kræver de ressourcer, jeg har, og det ville være for meget for mig at skulle gabe over mere. Kærligheden vokser med hvert barn, det er der ingen tvivl om. Vores hjerter deles ikke i mindre stykker, men multipliceres derimod, når udvider vores familie — og alligevel skal jeg ikke have flere børn. For med hvert barn kommer en ny opgave; et nyt menneske som har krav på min opmærksomhed, min dybeste dedikation og grundighed. Med hvert barn kommer et sæt øjne som skal suges ind og tages alvorligt; en million gode historier som skal lyttes til ende og lige så mange spørgsmål som skal stilles med oprigtig interesse. Med hvert af mine børn er jeg blevet klogere, mere rummelig, mere mig, mere i live. Og samtidig er jeg blevet mere hudløs, mere fokuseret, overstimuleret og også optaget. I erkendelse af at jeg har hænderne fulde, og i den største ydmyghed over at have sat fire raske, smukke børn i verden vil jeg ikke hverken bede om eller ønske mig mere. Jeg har nok, og når jeg indimellem føler, at jeg har for lidt, er det ikke børn men derimod overskud, jeg savner. Derfor er jeg også på den mest rolige og afklarede vis overbevist om, at vi er dem, vi skal være. Jeg har ikke lyst til at udfordre det, vi har, og jeg vil nødig skulle slække mere på mine ambitioner, end jeg allerede gør, når jeg hver dag står i situationer, som jeg ikke helt føler, jeg kan bunde i. Så hvor mange børn skal man få, og hvornår er nok nok? Jeg tror, vi skal spørge os selv, hvorfor vi vil have børn, og hvorfor vi vil have flere end dem, vi allerede har? Hvori stammer drømmen, og hvilke behov er det, vi ønsker at opfylde? Det er et stort og vigtigt spørgsmål, som kan handle om praktiske hensyn økonomi, hus, bil , men i langt højere grad bør dreje sig om oprigtig overskud og lyst: Hvor mange børn har du mulighed for at investere den fornødne opmærksomhed og kærlighed i — nu og her. Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Hvornår ved man, at man har de børn, man skal have? Da min livmoder blev fjernet akut efter fødslen af mit andet barn, så blev muligheden for at bære endnu et barn samtidig frataget mig. Om jeg er færdig med at få børn? I teorien nej, men praksis ja. Jeg kan godt tage mig selv i at tænke i tanker om adoption, rugemor, plejemor, fordi jeg elsker at være mor. Men allermest mangler jeg nok også en healende fødsel, som ville lukke mit ar. Jeg håber, du får healet dine oplevelser, så du ikke skal bære rundt på følelsen af et tab for evigt -jeg skriver lige til dig med nogle idéer. Personligt ville jeg gerne have haft mange børn. Nu har jeg to, og jeg tror ikke, der kommer flere. Det er nok både godt og skidt. Godt fordi der — som du også er inde på — er noget roligt ved at være en familie med to børn og to voksne. Men der er stadig lidt en følelse af, at der havde været plads til et barn mere i familien. Min kæreste og jeg havde snakket om, at vi nok gerne ville have tre børn, men jeg blev syg, da tiden ligesom var oplagt, og så blev det på en måde afgjort af det. Tak for dine ærlige ord. Så fik jeg en og blev enlig mor. Undersøgte mulighederne for adoption som enlig mor på s. Det projekt blev dog skrinlagt. Så Nadine endte med at være mere end 6 da Lucca blev født. Så vi planlagde en ekstra så vi ikke havde noget der mindede om 2 enebørn. Noah troede jeg så skulle være mit sidste barn — men stod så med en positiv graviditetstest på hans 1 års fødselsdag. Selv med 4 børn og manglende overskud var jeg dog fortsat jævnligt skruk — og jeg var overbevist om at det ville jeg altid være. Kunne slet ikke forestille mig andet. Glæden ved store børn overtog. Fornemmelsen af aldrig at nå rundt, altid at være utilstrækkelig slap sit tag og det føles så skønt. OG jeg kunne bare mærke jeg vil så meget hellere have overskud og nå rundt om dem jeg har end altid have fornemmelsen af at halte efter fordi så mange har brug for dig — og du bare ikke er superwoman. Tanken om endnu et barn er pludselig ikke lyserød dagdrømning, men skræmmende. Kan fornemme følelsen af utilstrækkelighed. Det er så god læsning, det der. Jeg kan virkelig spejle mig i dine ord — omend jeg endnu ikke er der, hvor de små børn har sluppet taget. Men jeg kan mærke, at det kommer forude: Om 4-5 år, og jeg kan mærke, at jeg har behov for det overskud og den lethed til den tid, ikke senere. Derfor skal vi herhjemme heller ikke forlænge tiden med små børn. Noget andet skal have plads, for både vores og børnenes skyld. Tusind tak fordi du deler det så ærligt. Jeg bliver nødt til at læse det højt for Kristian. Men det var nu først efter at have båret og født vores flok på fire. Selvom jeg idag konstant er i tvivl på dette eller hint, er det ikke sådan jeg grundlæggende er skruet sammen. Jeg har oftest, og det er kun eftertanken der fortæller mig det , lyttet og ageret efter hvad den indre stemme fortalte. Og troet fuldt og fast på mine kræfter og evner til at være mor for en stor flok. Mit arbejdsliv blev allerede indrettet derefter, da jeg var kun 20 år. Jeg havde den stærkeste trang til at få børn sammen med ham, som blev min første kæreste. Og børn var bestemt ikke i tankerne. Vi ønskede fra start at blive forældre til fire. Men da vi fik nr. Tre, som i sine 3 første leveår var syg konstant, og med mange indlæggelser til følge, så fulgte jeg også kroppens ønske om pause. Jeg sagde faktisk stop, og havde mange argumenter hvorfor. Men jeg sørgede frygteligt over den beslutning da kræfterne blev flere igen. Vi manglede den søskende i flokken. Måske skulle jeg have lyttet bedre efter min krops signaler på det tidspunkt. For jeg kunne ikke blive gravid. Det lykkedes først efter to år. Og så startede mine mentale trængsler, som jeg faktisk ikke ved hvorfor jeg fuldstændig har tilsidesat i min livsfortælling. Det fylder idag intet, i forhold til alle andre tragedier i mit liv. Men det gjorde det bestemt op til og efter fødslen af yngstemanden. Angst og depression tog over og jeg blev sågar også indlagt både med og uden baby. Da vidste jeg at nok var nok. Fik besked på den hårde måde. Jeg valgte selv at blive steriliseret, for jeg ville end ikke risikere at blive gravid med en mere, da der i mit univers er plads til alle børn. Så alt ialt…jeg tror på drifterne og den indre stemme i forhold til antallet af børn…. For det hænger uløseligt sammen. Men svaret er egentlig ret ligetil. Jeg føler mig afklaret, vidende og samtidig stadig til tider enormt sårbar. Fra starten af graviditeten var jeg opmærksom på, at der var noget anderledes i mine følelsesmæssige reaktioner hos mig, end der havde været tidligere. Mine omgivelser observerede det, jordemoderen spurgte ind til det. Men jeg anede ikke hvad der skete. Tror ikke, at jeg kendte til angst, og depression…njaahhh…ikke hos mig. Eller også fortrængte jeg. Så den primære følelse idag er nok stolthed. Over at hammeren, der slog mig hovedet i mange år i forhold til især yngstemanden, og vores forløb, ligger stille. Jeg har opfostret et barn, som trods alt i dag er livsduelig, velfungerende, glad, kærlig, sine søskendes kæledægge og ikke mindst, meget bevidst om mange af sine egne følelsesmæssige reaktioner. Jeg har to fantastiske, sunde, aktive og meget krævende piger på snart 3 og 5 år. Jeg har altid haft lyst til 3 børn, men min kæreste har altid kun villet have 2. Jeg drømmer videre om barn nummer 3, men rummer det helt ærligt ikke lige nu. Fornuften sejrer pt over drømmen, men ønsket om nummer 3 er stort, til trods for manglende overskud og rummelighed. Jeg håber på, at kunne binde en fin sløjfe i enden af historien på et tidspunkt, uanset om jeg har fået mit sidste barn, eller der i fremtiden skulle komme et elsket og ønsket 3. Den ældste er fem, og hjemmepasningen af dem har både været vidunderlig og hård, og vi glæder os til, at vi om nogle år skal udleve nogle af de andre mål og drømme, vi har, men som ikke lader sig gøre med små, elskelige børn, men som måske lader sig gøre med større børn. Den tid, der kommer, når børnene er så store, at man ganske enkelt kan nogle andre ting uden nær så mange usikkerheder. Hvor er det skønt for dine børn, at I hjemmepasser dem. Jeg har selv én søster, så jeg har nok også altid forestillet mig, at jeg selv skulle have to børn. Efter den første, var jeg dog ikke sikker på, at jeg overhovedet ville sætte flere i verden. Jeg syntes simpelthen det var så overvældende at blive mor. Da jeg kom mig over chokket — efter næsten fire år — fik vi en til, og det har været fantastisk at opleve søskendeforholdet udvikle sig. Alting er godt og relativt harmonisk, så jeg troede, at vi ville stoppe ved to. Men efter et stykke tid med to fantastiske børn, kunne vi begge mærke, at vi har rum til én til, så nu er der sådan en på vej ;. Så tror jeg til gengæld også, at det er slut! Jeg stresser lidt over det her med, at mine trediver, nok kommer til at handle om at få børn. Jeg har ikke selv nogle søskende, så jeg har heller ikke en erfaring omkring, hvordan det er at være en større familie og hvor mange år imellem søskende der er godt. Jeg er alt alt for meget bundet op på, hvad der hør og bør sig, og det er jo i virkeligheden helt forkert, når det handler om noget så aldeles fantastisk som børn. Vi har en datter fra 2016, hvor jeg lige nåede at fylde 29 år, og jeg er nu nygravid med nr. Jeg har en følelse af, at det her ikke bliver min sidste graviditet. Der er stadig så meget kærlighed og så stor lyst til at skabe noget stort som en stort familie. Men jeg synes det er så svært at mærke efter hvad VI ønsker og drømmer om, og ikke hvornår man bør, og hvornår det er bedst. Ved ikke om mine ord giver mening. Men nogengange kan jeg godt føle, at byen og det klassiske liv med arbejde, venneaftaler, selvrealisering m. Ved ikke om mine ord giver mening. Men nogengange kan jeg godt føle, at byen og det klassiske liv med arbejde, venneaftaler, selvrealisering m. Den konstante travlhed, halsen efter. Som om jeg ikke kunne blive forløst hurtigt nok; som om jeg aldrig ville kunne nå alt det jeg skulle, eller blive lige så god som det ideal jeg havde. Sådan føler jeg ikke længere, og det har mange grunde, én af de tungestvejende er måske, at vi er flyttet langt væk fra byen. Når jeg er i byen som netop nu, hvor jeg arbejder i KBH , mærker jeg det faktisk komme snigende igen. Se om du kan skubbe den nærmest praktiske tilgang til det med dine børn til side: Få dit barn nummer to tillykke! Du får, hvad du skal have. Sådan er universet heldigvis indrettet. Jeg ville ønske, jeg havde nydt alle mine børn, som jeg nyder min yngste. Jeg tager mig en anden tid til hende, og vores tilknytning er så stærk og fin. Men jeg var altid på vej videre, og det kan jeg godt ærgre mig over nu. Han er nummer tre, efternøler efter tvillingedrenge på 7. Vi har altid ønsket os et barn til, men der gik så lang tid, at jeg meget bevidst var begyndt at arbejde med, at det var godt, sådan som det var med os fire. Og så kom lille Simon. Vi har i den grad manglet ham, men det er også rigtig svært for os allesammen, børnene især, at finde rytmen igen, snart syv uger efter han kom til os. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over, om han ikke også skal have et søskende tæt på. De to store har altid haft meget glæde af hinanden. Men om jeg har overskud nok til fire ved jeg faktisk ikke. Det er også for tidligt at spekulere på, med en lille fyr, der lige er flyttet ud af maven og direkte på mit bryst, og tydeligvis ikke vil være andre steder. Men jeg nyder ham. Jeg har overskud til selv de hårdeste dage, fordi uanset hvor ked af det han bliver, så kan jeg favne ham i mine arme, lægge ham til brystet, vugge ham og holde ham lige så tæt, som han har brug for. Det kunne jeg ikke i samme grad sidst — det ved du bestemt også alt om med dine tvillinger. Så måske er det ved nummer tre, at mit moderskab bliver healet og hvor jeg ikke halser efter konstant og venter på næste udviklingsspring. Og så må vi vente og se, om vi skal være en mere om nogle år. Jeg lavede et opslag på instagram for en uges tid siden, hvor jeg netop skrev om den ene af mine tvillingers kamp for at acceptere sin fire år yngre søster. En kamp, som stadig fylder for ham og dermed alle os andre hver dag. Men det går fremad, og kærligheden er altid til stede, også i konflikterne. Jeg har selv 2 børn. En skøn og følsom dreng på 3,5 år og en lille pige, som bliver 1 år til juni. Og som vi lærer bedre at kende for hver dag, der går. Jeg elsker mine 2 unger og er så vildt taknemmelig for, at de begge er sunde og raske. Jeg kommer af en søskende flok på 3 og har altid forestillet mig, at jeg selv skulle have 3 børn. Min dejlige kæreste mener, at det må være nok med 2 OG han tror ikke, at hans overskud rækker til mere. Det er jeg nød til at være lydhør overfor. For vi skal jo være 2 til at klare det. Dertil er min yngste endnu for lille. Der sidder desuden også en lille frygt inden i mig omkring, om det virkelig kan lykkedes at lave hele 3 dejlige og velskabte børn. Så indtil videre lader jeg tiden råde og håber, at kroppen selv fortæller mig, hvad der er den rette beslutning. Og når det er sagt, så er det så utroligt vigtigt at være lydhør overfor din kærestes udmelding om hans overskud — men samtidig også din egen mulige længsel efter et barn mere. Det er en fin, fin balancegang, som helst skal ende med, at I begge to og dermed også børnene trives, så I ikke skubber hinanden væk. Giv tid og giv plads. Jeg sad netop tidligere i dag og goooglede lige nøjagtig det spørgsmål. Vi har 3 piger på 8,7 og lige knap 3 år. Den første var meget planlagt vi fik hjælp hun kom så 6 uger for tidligt, men det mærkes slet ikk på hende idag. Det var ikk planlagt. Men eftersom at den første var nem og kørte efter bogen, så nappede vi da lige en mere. Nu var vi jo i gang. Det var en frygtelig graviditet, med en del indlæggelser og fik stoppet fødslen med hende i uge 32. Det første år der sov hun stort set ikk. Når jeg kigger tilbage så undre det mig at vi har kunnet klare det, men det gør man jo. Der er 1 år og 1 dag imellem de 2 store. Derefter så gik der noget tid før Babylysten meldte sig igen. Men da de store var blevet 4 og 5 år kom hun til verden. Også en frygtelig graviditet med en masse indlæggelser og fødsel der blev stoppet i uge 27. Hun blev derinde til tiden og på sygehuset sagde de efterfølgende at jeg burde skrive en bog om hele forløbet, for de mente da at hun var et mindre mirakel. Nu var vi enige om at 3 var nok. Men for 1 år siden testede jeg positiv igen, på trods af p-piller. Den skulle lige sluges. Jeg var jo ikk den bedste til at være gravid, men jeg kunne ikk få det fjernet. Desværre skete der det at d. Det var frygteligt og jeg tuder stadig over det. Som det er nu, så er jeg ikk færdig med at få børn på trods af alle komplikationerne og besværet der har været. Nogle vil måske kalde mig tosset og egoistisk, men det er okay. Jeg vil bare gerne ha et barn mere. Skal lige siges at nr 3 var den nemmeste baby jeg har haft. Jeg har ét barn på 15 mdr. Har fornemmelsen af, at ét barn mere vil være så perfekt for vores lille familie. Men min mand har sagt stop nu efter én. Jeg er så vanvittigt ked af, at vores søn nu ikke har udsigt til søskende og da jeg er 38 år, føler jeg ikke, jeg har al tid i verden til at vente på, at min mand skifter mening hvilket jeg også er 99% sikker på, han ikke gør. Det er så svært. Men din smerte er så reel for mig, at jeg i stedet vil skrive, hvordan jeg tror, jeg ville agere, hvis jeg var i dine sko: For mig er søskende den størst mulige gave, man kan give sine børn hvis man er så heldig, at det er fysisk muligt , og derfor ville spørgsmålet ultimativt for mig lyde HVORDAN jeg kunne give mit barn søskende og ikke OM. Når man ikke ønsker at få mere end ét barn, vidner det for mig om så forskellige prioriteter fra mine, at det ville adskille mig fra vedkommende på et dybere plan. Jeg ville have behov for af afdække bevæggrundene: Skyldes modviljen en personlig sorg, frygt eller andet erfaringsbaseret, eller beror det udelukkende på et andet sæt værdier, hvor familie og børn ikke er det vigtigste? I sidste instans ville jeg vælge børnene over ægteskabet. Jeg ville ikke kunne leve med at have muligheden for at få flere børn uden at gøre det, og sorgen ville blive så ødelæggende for min kærlighed, at det ikke kunne bære. Parterapi ville være en mulighed, og jeg ville bruge store mængder energi på at formidle mit ønske om flere børn til min partner i håb om at skabe forståelse og accept. Men hvordan forholder det sig for dig? Du bliver nødt til virkelig at ransage dit hjerte og din sjæl for svar — evt med en terapeut ved din side, tænker jeg? Jeg tænker også: Hvem skal have ret her? Skal din mand have sin vilje og gøre din søn til enebarn, eller skal din søn have mulighed for at vokse op med den nære relation, som søskende er? Det er værd at lægge meget energi i at afklare din tvivl, og din alder taget i betragtning har du nok ikke 10+ år at løbe på men hvem ved.. Jeg håber, du finder den rette vej for dig og din familie.
