Forud for visens begyndelse ligger en slægtsfejde, der trækker lange tråde ind i visens handling. På kun femten korte strofer og i få situationer formår den at skildre hændelser, der kunne give stof til en hel novelle eller roman. Det er ofte blevet fremhævet, at folkevisens digter må have haft et grundigt kendskab til landskabslovene. På visse steder, kaldet fredhellige, nød personer en særlig fred, dvs. Det betød, at hvis nogen begik drab her, var det en skærpende omstændighed. I visen rider en flok mænd ud og begår et drab på hr. Torben, der nok så fredeligt går og pløjer. Der er tale om flerdobbelt helligbrøde, for dels er Torben på sin mark underlagt den såkaldte 'plovfred', dels har gerningsmændene skuret deres spyd en søndag aften, hvorved de har overtrådt helligdagslovgivningen. Endelig er de også vrede en dødssynd. Det vil sige, at der er tre skærpende faktorer ved drabet. Til gengæld følger de loven til punkt og prikke, da de efter den brutale nedslagtning rider til Torbens gård for at tillyse drabet, dvs. Denne slutning på visen rejser nogle spørgsmål. Skal man opfatte den som lykkelig eller ulykkelig? Er det overhovedet meningsfuldt at stille et sådant spørgsmål? Det fremgår ikke, om pigen er glad for tilbuddet, og der forlyder intet om, hvorvidt de to kan leve sammen efter det, der er sket. Under alle omstændigheder sidder man som læser tilbage med en fornemmelse af, at man lige har overværet noget stort. En gru, en tragik, men også spiren til et håb har udfoldet sig for ens øjne. Der er udbredt enighed om, at visen om hr. Torbens datter afspejler ældre forestillinger om slægtens uomgængelighed, magt og betydning. Uden tilknytning til en slægt: intet liv, om end det kan være nok så ubehageligt for individet. I, 8 og visen er således fælles om kvindens ret til at blive gift. Hvis hun ikke kan få sine slægtninge til at arrangere et bryllup for sig, må hun til sidst gå til kongen. Jeg var mig så liden en barn, så tidlig faldt min moder fra. Hun vælger den tilsyneladende lapsede Ove Stisøn, der imidlertid undslår sig og hellere vil klæde sig elegant og jage med hunde og høg end leve bondsk. Tager plov i hånd, lader pløje vel dybt! Tager korn i hånd, sår mådeligt tykt! Og lader så harven efter gå! Så må I vel jomfrues fæd'rne nå. Ove accepterer; og kongen, der synes godt om hendes slagfærdighed, tager med sit følge hjem til Inge, hvor der holdes bryllup. Retten er sket fyldest; harmonien er gen oprettet; alle har spillet deres roller perfekt. Men det er ikke alle konflikter, der kan løses. Ebbe er manden, der på én gang hænger fast i det gamle slægtssyn og gør oprør imod det — og må tage de uundgåelige konsekvenser af sine handlinger. Og igen er det kærlighed, der afstedkommer konflikten. Ebbe tjener i kongens gård. Imens går broderen Peder hjemme på slægtsgården og lokker for Ebbes fæstemø, Lucelille der i nogle versioner hedder Adelus. Som de fleste gode folkevisemøer lader hun sig ikke friste. Først da Peder siger, at Ebbe er død, kan Lucelille give Peder sin tro. Langt borte drømmer Ebbe, at der er noget galt. I folkeviserne har drømme altid noget på sig, så han søger orlov og haster hjem, hvor han får at vide, at brylluppet allerede er i gang. Søstrene får derefter de gaver, Lucelille skulle have haft. Med en forudanelse om, hvad der vil kunne ske, vil Ebbe ride bort, men hans forældre holder ham fast og byder ham den bedste plads og at skænke vin, den traditionelle måde at vise Ebbes høje position i familien på. Den nedarvede respekt for forældrenes bud slår igennem, og Ebbe bliver: Hans fader bad hannum i salen gå, sidde af de øverste bænke; hans moder fik ham kande i hånd, bad ham gå at skænke. Skænkte han den brune mjød og så den klare vin; hver tid han til bruden så, da randt ham tår' på kind. Folkeviserne er næsten altid konkrete og giver sig ikke af med subtile følelsesnuancer. Det er således typisk, at Ebbes følelser kun vises udefra: tårerne, som enhver kan se. Om aftenen følger Ebbe bruden til brudehus, hvor han minder hende om deres kærlighed. Da hun lover at være som en mor for ham, slår han hende ihjel. Og da Peder derefter intetanende tilbyder Ebbe den første nat med bruden, dræber Ebbe også ham og går derefter amok og sårer også sine forældre. En variant af visen, DgF 354 B fra Karen Brahes folio, lader dog Ebbe tage på pilgrimsrejse og opnå syndsforladelse, idet han går over Skt. Forskellen afspejler, hvordan forskellige instanser gør sig gældende som højeste autoritet, kirken eller kongen på den ene side over for en selvbevidst adel på den anden siden. I efter-katolsk tid faldt adelens interesse for kirken, fordi dens embeder ikke længere gav samme magt og prestige som under katolicismen. Præstestanden blev en udpræget borgerlig stand.
