Kære brevkasse Jeg har længe gået og tænkt på at skrive til jer, fordi jeg har et problem, som jeg synes er uløseligt. Jeg tror, jeg kan sige helt sikkert, at jeg ikke elsker min mand mere og heller ikke har gjort det i mange år. Vi har snart været gift i 24 år og har sammen to dejlige og dygtige børn. Men ikke nok med at jeg ikke elsker min mand, jeg synes mange gange, at det er svært at være i stue sammen med ham. Et problem, der bliver større og større, er, at jeg ikke kan gå i seng med ham. Jeg prøver nogle gange, men det er et mareridt - jeg kan næsten ikke holde ud, at han rører ved mig. Mange gange har jeg grædt bagefter. Det er et stort problem, fordi min mand trænger sig på, og næsten hver aften spørger, om vi skal have sex sammen. Det er ligesom om, han ikke kan forstå, at det er svært at være sammen, hvis man ikke har lyst. Måske tror han, at jeg bare har bestemt, at jeg ikke vil gå i seng med ham. Jeg ved, at han er ked af det, og det kan jeg også godt forstå, for jeg tror faktisk på, at han holder af mig. Jeg synes, jeg er låst fast i en håbløs situation. Jeg ønsker ikke skilsmisse, da jeg synes, det vil være et frygteligt hårdt slag for børnene, men samtidig må jeg nok indrømme, at børnene nok er den eneste grund til, at jeg ikke ønsker skilsmisse. Jeg vil også skrive lidt om mig selv og min fortid. Jeg har haft spiseforstyrrelser lige siden jeg var 13 år, startende med anoreksi og senere bulimi. Jeg har kontaktet forskellige psykologer i årenes løb og har også fået det bedre, men det er kun nogle få år siden, jeg kunne sige, at jeg næsten var af med bulimi Jeg kan stadigvæk få et anfald. For tre år siden var jeg så langt nede psykisk, at jeg bad lægen om at få de depressionspiller, som hun havde anbefalet mig. I dag får depressionspiller og har fået det i tre år. Lige nu og her, hvor jeg sidder og skriver, har jeg det rigtig godt. Men mit forhold til min mand bliver et større og større problem. Om et år skal vi have sølvbryllup. Vi er selvfølgelig begyndt at tale om det, men jeg synes, det er meget hyklerisk at holde sølvbryllup, når jeg føler sådan for ham. Jeg har egentlig haft det sådan i mange år, at jeg ikke syntes vi skulle holde sølvbryllup, men jeg har nok syntes, at det var synd for min mand. Jeg ser frem til at høre fra jer. Venlig hilsen Lise Kære Lise Tak for dit brev. Lad os sige det med det samme. Det er rigtig svært at svare på dit brev. For der er ikke noget svar, som umiddelbart kan ændre dine følelser. Du elsker ikke din mand, og du har ikke gjort det i en del år. Det er den smertelige virkelighed, som du lever i. Så du er på en måde fanget og låst. Du kan ikke i længden leve som du gør nu uden at gøre noget. Man kan ikke kommandere med følelser. Du kan ikke sige til dig selv, at nu må du altså føle kærlighed til din mand. Og du kan heller ikke sige til dig selv, at du skal kunne lide at have sex med ham. Ingen mennesker kan have andre følelser, end de rent faktisk har. Så alle gode overtalelsesforsøg eller moralske anvisninger er spildt, hvis målet er, at følelserne skal være anderledes, end de er. De følelser, du har og ikke har, er du nødt til at vedkende dig. Og hvor smerteligt det end er, må du sige det til din mand. I må gå en lang tur sammen eller finde en eftermiddag eller tidlig aften, hvor I er alene og har god tid, hvor du må fortælle ham, hvordan du har det. Du må fortælle ham, at det er svært for dig at sige det, men at han må høre det og tage det for pålydende. Sådan har du det. Måske har de vigtige personer i dit liv, før din mand kom ind i billedet, heller ikke været så gode til at høre og forstå dig. Måske er din mand efter de første og måske gode ægteskabsår kommet ind i den samme rolle som dine forældre eller andre var i for år tilbage, og som årene er gået, er han kommet til at forklare dig i stedet for at lytte og forstå. Vi ved ikke, om det er sådan, og måske er det sidste lidt for meget spekulation. Men det vigtige er, at du vedkender og udtrykker dig nu, så det høres og tages alvorligt. Den respekt må du give dig selv, og den respekt må du vises. Hvis der skal være en lille chance for, at nogle følelser kan ændres over tid eller nye langsomt kan pible frem, er forudsætningen, at der begyndes med ærlighed. Du er nødt til at være dig. Og din mand er nødt til at høre det og tage det alvorligt. Vi synes, du skal prøve ad den vej. For som du selv skriver, ønsker du ikke skilsmisse. Og er det sådan, du har det, må du kæmpe for at blive set og hørt. Det første emne, der må tages hul på, er jeres seksuelle samvær. Du må ærligt sige, hvordan du har det. Og I må tage en lang pause med det seksuelle. At vedblive med at have det nuværende samliv med din langvarige og tiltagende væmmelse er den sikre vej til, at I fjerner jer mere og mere fra hinanden. Sandsynligvis er det følgende ikke hele forklaringen. Men har din læge forklaret dig, at depressionspiller for manges vedkommende har den bivirkning, at sexlysten mindskes eller forsvinder helt? En del læger glemmer desværre at informere om, at det gælder for ca. Måske hører du til den halvdel, hvor depressionspillerne for så vidt hjælper på det generelle humør, mens det seksuelle visner? Der kunne siges en hel del mere om det, men lad det være i denne omgang. Du skal måske tale med din læge igen eller en specialist, for at se på, om der kan ændres noget her? Næste skridt i kampen kan være, at I bliver enige om at finde et tidspunkt hver eneste uge, hvor I har god tid og uforstyrret kan tale sammen. Der kan være mange ting at tale sammen om: Hvad bragte jer sammen for 25 år siden? Hvilke ting sætter I pris på hos den anden? Hvordan var det at blive forældre? Hvilke ting har I glemt at sige eller gøre for hinanden undervejs? Hvad kan glæde jer eller overraske jer mest? Er der nogle fælles aktiviteter, I har haft glæde af engang? Der kunne findes mange flere gode spørgsmål, som I sandsynligvis begge kunne have glæde af at tygge på sammen. Om der kan komme gode følelser for hinanden ad den vej, kan vi ikke vide. Men de kommer som sagt ikke på kommando. Følelser er som frø, der spirer i god jord med tilpas vanding. Og den gode jord i denne sammenhæng kunne vi måske kalde for vilje. Og vandingen for ærlighed. God kamp for begge dele.
