På førstedagen for hvornår den norske massemorder Anders Breivik skulle vidne i retten i Oslo, skrev BT i en leder følgende: I dag vil Anders Breivik sætte flere ord på sine afskyelige handlinger — med ofre, pårørende og pressefolk som vidner. Endnu flere vil følge sagen via tv og på internettet. Hvad der skete i Oslo og på Utøya, er så grusomt, så ondt og så sorgfyldt, at det næsten ikke er til at bære at læse om eller at blive delagtiggjort i. Det har været fremført, at retssagen — og mediernes formidling af den — er med til at give terroristen Breivik unødig opmærksomhed. Breivik har selv signaleret, at han ser retssagen som en platform, hvorfra han kan lade sine synspunkter flyde. Jeg blev skudt i armene, og tænkte, at det kunne jeg overleve. Så blev jeg skudt i kæben, og da tænkte jeg, at det var mere alvorligt. Så blev jeg skudt i brystet, og det tænkte jeg, at det dør man af, fortalte den kønne, 22-årige kvinde, da hun vidnede som tirsdagens andet vidne mod massemorderen Breivik. Fordi det er det læsene vil have. Jeg vælger derfor helt at se bortfra den mulighed, at BTs læsere er en flok selvpinere, der flagellerer sig selv dagligt og i timevis med indtagelsen af ubærlige sorgfyldte grusomheder. Næh, det er nok nærmere BTs redaktion der er en dobbeltmoralsk og principløs pengemaskine, som leverer den vare læserne vil have. Lad os også bare slå fast, at det ikke er retten der er en platform for Breiviks udspredelse af egne synspunkter, men derimod pressen der, som en udslidt og sygdomsbefængt gammel luder, beredvilligt stiller sig til rådighed for hvad som helst for lidt småpenge. Og du, kære læser, er dens kunde. Pressen er Breiviks talerstol og den giver læserne det de vil have, nemlig drama; og jo mere virkeligt og detaljeret jo bedre. Desuden er det slet ikke Breiviks synspunkter som er det interessante, dem er der ingen der interesserer sig synderligt for, men derimod beskrivelsen af hans handlinger. Lad os ikke bedrage os selv: alle elsker Anders Breivik! Vi elsker at læse om Anders Breivik fordi han bringer drama ind i en ufarlig og rutinepræget hverdag. Han er det drama, som vi alle ubevidst drages mod, men som vi dog af bekvemmelighed helst vil have på god afstand. Vi elsker Breivik på samme måde som en god film, en thriller eller en gyser, fordi hans handlinger kilder os de rigtige steder, kilder vores dødsfrygt på den ufarlige og fjerne, men aligevel virkelige måde, som ingen fiktion kan konkurrere med. Vi elsker at forarges over Breivik, såvel som alle andre mordere og terrorister, fordi der ikke er noget bedre middel, end vores forargelse over hans tilsyneladende afgrundsdybe ondskab, til at vække følelser i os af at være uendeligt selvretfærdige og bekræfte os i vores moralske overlegenhed. Vi elsker Breivik, fordi han får os til at føle; han vækker døde følelser af medlidenhed og medfølelse med ofre vi ikke kender og aldrig har haft noget ønske om at kende, men hvis lig vi, som virtuelt nekrofile, kan misbruge, gennem deres billeder og historier bragt i pressen, til følelsesmæssig selvtilfredsstillelse. Retsagen mod Breivik er snart ovre; de saftige detaljer, beskrivelserne af de smukke unge mennesker der falder for morderens iskolde kugler og de overlevendes gribende beretninger er overstået og efterlader os med et dramatisk og emotionelt tomrum der skal fyldes. Vi venter allerede på den næste.
