© Transformer til ændring af vekselspænding. Når der ses bort fra små tab i jernkerne og viklinger, vil den elektriske effekt være den samme før og efter transformeringen. Da vekselstrøm skifter retning under det sinusformede faseforløb, angiver pilene for strøm og magnetisk flux i jernkernen et øjebliksbillede. De første transformere blev udviklet i 1880'erne. Transformeren var forudsætningen for overgangen fra til i elforsyningsanlæg, som fandt sted i Danmark i første halvdel af 1900-t. Vekselstrøm kan transportere effekter over lange afstande ved høje spændinger, hvor tabene i ledningsnettene er små. Jævnspænding kan ikke på tilsvarende enkel måde transformeres op og ned. Den simpleste transformer består af en lukket jernkerne med to spoler eller viklinger med forskellige vindingsantal. Til den ene vikling føres elektrisk effekt ved en given spænding, hvorved der induceres et felt i jernkernen, som passerer igennem den anden vikling. Hver vinding i de to spoler gennemstrømmes af det samme magnetiske felt, og der vil derfor være samme spænding over enhver af vindingerne. Spændingen over den anden vikling vil derfor afhænge af, hvor mange vindinger den har i forhold til den første vikling. Hvis den har færre vindinger, vil spændingen være lavere nedtransformering ; hvis den har flere vindinger, vil spændingen være højere optransformering. Ordet transformer kommer af engelsk og betyder 'omformer'. Forholdet mellem spændingerne på transformerens to viklinger kan således ændres ved simpelthen at variere forholdet mellem vindingsantallene. Det benyttes i transformere med flere spændingsudtag ved at indbygge en viklingskobler, som er en mekanisme, hvormed man kan ud- og indkoble et mindre antal vindinger ad gangen i den ene vikling. For at bibeholde den ønskede sinusformede vekselspænding er det vigtigt, at den magnetiske kreds ikke anstrenges så meget, at der optræder magnetisk mætning se. Da den samme elektriske effekt på nær små tab transporteres gennem de to viklinger, vil eksempelvis en dobbelt så stor spænding over den ene vikling kun kræve halvt så stor strøm og dermed tyndere elektrisk leder i viklingen. I det trefasede elforsyningsnet er det hensigtsmæssigt at sammenbygge viklingerne for alle tre faser på samme jernkerne. Denne konstruktion kaldes den trefasede transformer. Ved høje spændingsniveauer kan der være tale om meget store enheder med elektrisk effekt på flere hundrede MW og meget stor vægt. Ofte anvendes betegnelserne primær- og sekundærvikling om de to sider af transformeren; primærviklingen er den side, hvor effekten normalt tilføres, mens effekten videresendes fra sekundærviklingen. Betegnelserne er dog ikke hensigtsmæssige, hvor der ikke er en fremherskende retning for effekten. En transformer kan have mere end to viklinger for hver fase. I moderne ellokomotiver, der forsynes med enfaset vekselstrøm, anvendes ofte transformere med seks til otte viklinger, hvor der er én vikling for hver motor, som driver hver sin aksel, og specielle viklinger til bl. Måletransformere er specielle transformere, som benyttes til måling af høje spændinger og store strømme. For disse er det vigtigt, at også ikke-sinusformede spændinger og strømme gengives korrekt, hvilket kræver særlige hensyn ved konstruktionen. Det samme gælder for tonefrekvenstransformere, som anvendes ved lydgengivelse. Teknik Til kernen benyttes jern med passende magnetiske egenskaber. Jernet udstanses af millimetertynde plader, som derefter pakkes sammen lag på lag. Viklingerne består oftest af kobber, som giver de mindste strømvarmetab, men der anvendes også aluminium. Kunstig køling er nødvendig ved meget store enheder, fordi tabene og dermed varmeudviklingen vokser hurtigere med størrelsen end den naturlige køleflade. Den stadige ommagnetisering af kernen giver tab, som — selvom de er små — alligevel har store økonomiske konsekvenser, da de har samme størrelse, uanset om transformeren er belastet eller ej. Heller ikke det magnetiske felt opfører sig ideelt, idet en mindre del, spredningsfeltet, går uden om jernkernen og således ikke passerer begge viklinger. Sammen med strømvarmetabene giver det anledning til, at omsætningsforholdet mellem spændingerne ikke helt svarer til forholdet mellem vindingstallene i de to viklinger, og at den udtagne spænding bliver afhængig af belastningen.
