Denne artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine — The Munchies Issue Et år efter han efterlod kone og to børn i det krigshærgede Syrien, stod Fadi Haj Mohamed i køkkenet på i Jægerspris. Det er sådan et sted, hvor sovsen er brun og tyk, og hvor gæsterne spiser peberbøf, wienerschnitzel, pandekager og brunede kartofler. Når man som Fadi er en erfaren kok, uddannet i fransk og orientalsk gastronomi, ville det være det naturligste i verden at tage benene på nakken og komme væk derfra. Han var trods alt vant til at arbejde i køkkenerne på luksushoteller over hele den arabiske halvø og frembringe overdådige retter til den økonomiske elite i Den Persiske Golf. Men Fadi blev, hvor han var. Omringet af store gryder med kogte kartofler og fade med sprødt svinekød, der blev stillet på bordene om mandagen, når der var stegt flæsk og persillesovs ad libitum, rynkede han ikke på næsen. Han tog det i stedet til sig. Fadi kan godt lide dansk mad, fordi det både er simpelt og smagfuldt. Det er som om vikingernes kultur og civilisation er repræsenteret i retten. Han arbejder som , der ligger i indkøbscentret City 2 i Taastrup — et sted, der emmer af pop-muzak, modetøj og friture. På har Fadi udviklet en menu, der består af traditionelle retter fra det levantinske køkken, såsom krydret kebab og cremet baba ganoush. Retterne er inspireret af smagene fra Aleppo, men tilpasset de sarte, danske smagsløg. Da jeg møder ham i Halab Grill sammen med en tolk, er Fadi alene i restauranten. Hans afløser er lidt forsinket, men han har ikke lyst til at udsætte interviewet. En aftale er en aftale, siger han, og han vil ikke skuffe os. Fadi blev født i byen Idlib i den nordvestlige del af Syrien, omkring 30 kilometer fra grænsen til Tyrkiet. Som 15-årig begyndte han at arbejde i køkkener, og han blev færdig på kokkeskole som 21-årig. Kort efter blev han værget til den syriske hær, hvor han tilbragte over to år med at lave mad til soldaterne. Folk var ligeglade med kvaliteten af maden, og på det tidspunkt var stort set hver eneste soldat i den syriske hær overvægtig. Som så mange andre unge syrere på det tidspunkt tog han til de arabiske stater ved Den Persiske Golf, hvor lønnen og fremtidsudsigterne var bedre. Han ville vende hjem til Idlib for at blive gift, få børn og starte sin egen familie. Efter hans tilbagevenden til Idlib, havde Fadi to jobs. Han arbejdede som kok på et hotel, og som ernæringskonsulent på tre af byens hospitaler, hvor han vejledte de ansatte i, hvordan de kunne lave sund og nærende mad til de patienter, der led af hjertekarsygdomme og diabetes. Jobbet på hospitalerne gav ham mulighed for at hjælpe værdigt trængende, men det betød også, at han kom helt tæt på de blodige konsekvenser af den eskalerende konflikt. Bomber blev en del af min dagligdag, og når jeg tog på arbejde om morgenen, anede jeg ikke, om jeg ville vende hjem om aftenen. Samtidig forsøgte forskellige oprørsgrupper og militser at rekruttere mig. Jeg ville ikke have noget med det at gøre. Jeg kunne ikke få mig selv til at skade hverken civile eller soldater. Han lægger spyd med kød på grillen og begynder at arrangere humus, chili og muhammara på et skærebræt, inden han bruger en ske til at lave små bølger i de forskellige slags mellemøstlig dip. Arbejdet på restauranten er en uundværlig del af Fadis liv. De første måneder han var i Danmark, lavede han ikke meget andet end at sove, spise og tage til obligatorisk danskundervisning, og han var frustreret over, at han ikke havde noget at tage sig til. I sin fritid prøvede han at kommunikere med sin familie, kone og to børn, som stadig var i Syrien; han forsøgte at forlige sig med sig, at han selv var i sikkerhed, mens de ikke var. Han havde ikke lyst og gjorde det som en sidste udvej. Samtidig forsøgte forskellige oprørsgrupper og militser at rekruttere mig. Jeg ville ikke have noget med det at gøre. Jeg kunne ikke få mig selv til at skade hverken civile eller soldater. Jeg havde ikke noget valg — jeg måtte forlade landet eller få konsekvenserne af mit valg at føle. Hvis ikke det var sket, var jeg sikkert blevet i Syrien. Da han krydsede grænsen til Tyrkiet, forsøgte han at få sig et liv der, men efter at være blevet ført bag lyset af adskillige arbejdsgivere — som Fadi påstår snød ham og mange andre syriske flygtninge ved kun at betale dem halvt så meget, som de var blevet lovet — besluttede han sig for at tage til Europa. Selvom han ikke vidste meget om Skandinavien, havde han hørt, at danskerne var det gladeste folkefærd i verden. Billede af Christian Liliendahl Han tager sin telefon fra bordet og viser os en video, han optog på sejlturen fra Tyrkiet til Italien. Billederne på skærmen bliver ledsaget af vestlig popmusik, der brager ud af indkøbscentrets højtalere. Det var en frygtelig tur. Dem, der overlevede, klarede sig kun på vand og dadler. De ting, han oplevede på båden, var langt værre end alle de gode ting, han har fået i Danmark. Selvom det eneste formål med hans flugt var at komme i sikkerhed, og der ikke var sikkerhed i Tyrkiet, ville han stadig foretrække det. Når Fadi taler om Syrien, er det ikke det sønderbombede land, vi kender i Vesten, smadret af menneskelig tragedie og geopolitisk kynisme. Det Syrien, han er vokset op med, er et elsket familiemedlem, han har mistet, uden at han helt begriber hvorfor. Hans største ønske er en dag at vende tilbage til det land, han kendte engang. Mens vi taler om Syrien, undskylder Fadi sig igen og rejser sig. Denne gang skal han lige have et øjeblik alene for at forholde sig til det hele. Han vender tilbage med en æble- og limejuice i hånden, og jeg fortæller ham, at jeg er ked af, at han skal gennemleve det hele igen. Men efter otte måneder i eksistentielt limbo fik han en praktikplads på Færgelunden i Jægerspris. Jeg spørger, om der er en ret, der har gjort indtryk på ham, udover viking-anden. Dengang jeg lavede det på motellet, kom folk fra hele byen for at spise det. Hvis ikke jeg vidste det, ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Det er virkelig vigtigt at lære den kultur, man bor i, at kende. Hvis ikke man gør det, så kommer man aldrig til at klare sig andre steder end derhjemme. I Syrien bliver anden fyldt med laurbærblade, kanel, ingefær og citronskal, og bliver så gnubbet med en blanding af salt, peber, yoghurt, karry og olivenolie. Til sidst bliver den pakket ind i sølvpapir og bagt i ovnen. Som Fadi siger, er den danske måde at gøre det på noget mere simpel: salt, peber, ovn. Han glædede sig så meget, at han kørte til lufthavnen fem en halv time før flyet skulle lande. Familien bor nu sammen i en to-værelses lejlighed i Jægerspris, og Fadi skal snart være far til et tredje barn. Han er stadig ikke helt tilfreds. Han drømmer om en dag at kunne åbne sin egen restaurant med en menu inspireret af hans oplevelser som international kok. En sammenblanding af røget sild, syrisk and og måske endda stegt svinekød. Et sted, hvor han har den kreative frihed til at skabe en menu, der er helt hans egen. Jeg spørger Fadi, hvor og hvornår han virkelig føler sig fri. Jeg kan ikke lide at køre i bil til arbejde, for så er jeg helt alene.
