Det er en bog om at være single og lære at elske alle sider af sig selv. Produktionsår 2017 GenreInstruktør Medvirkende, Spilletid 99 min. Du har øget risiko for at blive alvorligt syg af difference, hvis du er ældre, har bestemte sygdomme, er svært overvægtig eller gravid. Foretrækker du lydbog eller e-bog. Hun har selv været single i 8 år, og er gået fra at være ulykkelig og kærestehungrende til glad single. Har hørt at mange bliver syge Sådan skriver Pia H i den p. Hun tager kontakt til Jens Jens Jensensom hun har lagt mærke til nede på havnen, »han vinkede, og at elsker pia vinkede jeg tilbage«, og de to indleder en idea. Selv er hun meget aktiv på flere fronter i klubben, selvom hun først begyndte at køre Harley-Davidson og blev medlem af klubben for to år siden.
»Jeg har altid lavet film om outsiders«, er instruktøren Daniel Borgman citeret for at sige. Vi er på Langeland, og her møder vi den 60-årige, udviklingshæmmede Pia Pia Skovgaard , der bor sammen med sin 84-årige mor, Gittou Céline Skovgaard. Pia er åben og nysgerrig. Hun holder hjernen i gang med bøger, kroppen i gang med cykeløvelser og sjælen i gang med aktiviteter på bostedet Værkstedsgården. Hendes to-do-lister opremser hyggelige ting som at kigge på sejlbåde, frokosten smager rigtigt dejligt, bussen kommer lige om lidt, og en gang imellem skal tåneglene klippes og gåsen Lola fodres. Livet går sin stille og vante gang. Næsten som et Benny Andersen-digt. En dag stiller moren et svært spørgsmål. Hvad skal der blive af Pia, når moren dør? Hvem skal passe på hende? Pia tager sagen i egen hånd. Hun tager kontakt til Jens Jens Jensen , som hun har lagt mærke til nede på havnen, »han vinkede, og så vinkede jeg tilbage«, og de to indleder en relation. Sideløbende indleder Pia og hendes mor en frigørelsesproces. Filmen er som nævnt en genrehybrid mellem det fiktionaliserede og dokumentaristiske, hvoraf sidstnævnte udtryk har overvægt. Det kræver mod at give sig tid på film, til gengæld er effekten poetisk, og denne film formår at holde den svære balance mellem det lyriske udtryk og fastholdelsen af en dramaturgi, hvor sødmefyldte scener står i kø, som når Pia og Jens får datingråd fra venner og familie, eller da de indlogerer sig på et københavnsk hotel. Mest mindeværdig er scenen, hvor Pia og Jens intimt mimer hinandens bevægelser, mens de rører hinanden på ørerne, næsen, kinderne, panden. Fraskilte Jens med sine tatoveringer, øreringe og ru, solbrændte hud, stålfast i posituren. Jomfruelige Pia med sit fint tilbagestrøgede hår og bløde, blege hud, genert i blikket og smilende. Pias særlige joie de vivre er sårbar over for den virkelige verden, og her synes Borgman at finde sin outsider. »Vi kan kun pjatte sammen, og det er jo ikke sjovt hele tiden«, siger Jens på et tidspunkt. Pia lover at stoppe pjatteriet og være sådan rigtigt alvorlig. Men det er ikke nødvendigt at påtvinge Pia livets alvor, for hun lever i den dag efter dag. Som hun messende gentager for sig selv i en scene: »Jeg skal dø, jeg er syg, jeg skal ikke giftes«. Pia ved det godt. Karaktertegningernes dybde nuanceres med humoristisk varme øjeblikke, og den smukke, afvæbnende billedside bidrager til den sensitive oplevelse, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed synes udefinerbare — helt i tråd med livets kompleksitet. Kort fortalt: På Langeland møder vi den 60-årige, udviklingshæmmede Pia, der bor sammen med sin 84-årige mor. En dag tager de en snak om morens dødelighed og Pias fremtid. Hvad skal der blive af hende, når moren dør? Angsten for ensomhed drager Pia mod Jens, og de to indleder et forhold. En dragende genrehybrid mellem fiktion og dokumentar og en sensitiv fortælling om kærlighed og overlevelse.
