Herre min Gud, vad den månen lyser 414. Som forårssolen morgenrød Sent forår 282. Der er et venligt lille land 386. Men allerede høsttiden gav unægtelig også anledning til betragtninger over livets skrøbelighed. Dakota Guds barn, hvad skader dig 71. Kirken den er et gammelt hus 58. Niels-Simon: Ingen tvivl om, at mange værger sig ved overhovedet at erkende, at klimaet har ændret sig. De gamle naturreligioner fortæller om, at vi engang behandlede naturen som hellig. Mon vi kan finde tilbage til den harmoni, som ligger i den afklarede erkendelse af, at livet i sidste ende ikke sin om at føre sig frem, men om at finde fred i sjælen gennem mådehold. Den lette fugtighed i luften og den bløde rene vind, der ramte min kind. Den grønne søde vår 289. Venter du efter at solen skal skinne 195.
Snart kolde Farver i Sky og Vand, snart nøgne Piger ved hver en Strand. Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver Gang du ler. Du er i Sindet jo lunefuld, dog Hjertet inderst er pure Guld, et Eventyr er dit glade Navn, og Blomster lyser ud af din Favn. Korn, Korn, Korn i Drømme gror under Maanens Horn. Naar dine Bølger mod Bredden gik, beruset blaa som Gudinders Blik, en Ungdom jubled din Lovsang ud, kun klædt i Solskin og brunet Hud. Ned, ned, ned til Daab i Glemsel og Evighed! Og naar du strakte med aabent Sind de lyse Nætter i Himlen ind, imens det dufted af Hyld og Hø, vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø! Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak. Og stundom ud af din fulde Glød sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød, og Tordenlatter og Tordenregn din Trolddom spændte fra Egn til Egn. Vild, vild, vild er, skønne Sommer, din Kraft og Ild. Du danske Sommer, min Hilsen tag, du lyse Nat og du lyse Dag! Gaar tit du kold over Landet hen, jeg ved, du kommer dog hed igen! Ja, ja, ja, jeg ved, dit Hjerte er Guld endda.
