Begrebet angst er meget udbredt i dagens Danmark. Ifølge Angstforeningens hjemmeside lider 350. Ud fra mine egne erfaringer som menneske i vores samfund — som datter, søster, hustru, mor, psykologistuderende, socialarbejder og forfatter — er det min antagelse, at angst primært udspringer af ensomhed. Jo mere alene, isoleret, udstødt man er, jo mere angst er man også. Jo mere drænet for livsenergi bliver man. Hvad vil det da sige at være angst? Vi vil starte med at opliste nogle af symptomerne. Symptomerne kan være endnu flere end de ovenfor listede, og konsekvenserne kan føre endnu videre i antal og kompleksitet. Konsekvenser af angst Angst kan føre til misbrug, depression såvel som selvmord. Det er realiteten for rigtig mange danskere hver eneste dag. Grunden hertil her, er angst kan være så invaliderende, at den angstramte mister tilknytningen til uddannelse, arbejdsmarked, familie og generelt sociale relationer. Den angste isolerer sig mere og mere for til sidst måske at ende i total isolation. Derved er cirklen sluttet, den angstramte er endt i netop det, som angst udspringer af: selve angsten for at være ensom! For at beskrive årsagen til angsten, må vi først definere hvad angst er for noget. Som nævnt i indledningen udspringer selve angstfølelsen af angsten for ensomheden. Angst er en basal følelse, alle mennesker til alle tider har været udstyret med. Den har sikret artens overlevelse i form af kamp-flugt mekanismen og flokmentaliteten. Vi er født ind i en flok, og i det øjeblik vi trues af en udstødelse og isolering, træder angsten til som en dynamik, der sikrer, at vi føler stort ubehag ved at være alene. Vi vil reagere på dette ubehag og søge løsninger, der sikrer os en plads i flokken. Flokken giver til gengæld det enkelte individ tryghed ved udsigten til overlevelse. Angst kan også siges at udgøre frygten for at dø. I det øjeblik vi udstødes fra gruppen, forringes chancen for overlevelse, og kun dødens ensomme, tomme tilstand er tilbage. Udsigten hertil vækker naturligt nok en skræk i de fleste. Nutidens angst bliver udløst på mange forskellige måder, men angstens kerne er fortsat den samme som for tusinder af år siden. Mennesket er født til at være et socialt væsen, næret af moderens bryst og kærlighed. Den anden er selve livets kilde. Uden den anden dør man. Det mentale fængsel er det største fængsel af alle, og vi sygner hen rent mentalt, hvis vi ikke kommer ud af det fængsel. Vi har brug for at føle samhørighed i en gruppe for at føle os trygge. Ellers rammer urinstinktet os med angstens advarselssignaler om, at hvis vi fortsætter ud ad den sti, vi styrer hen imod, vil vi blive sat uden for gruppen og dermed miste muligheden for overlevelse. Vores ringe muligheder for at blive konfronteret med døden — den ultimative form for ensomhed, der er uundgåelig for os alle og som sagt udgør selve kimen til angstfølelsen, medfører, at angsten forstærkes. I og med døden udgør et tabubelagt emne i nutidens Danmark, øges den angst, der ligger i forestillingen om døden. Døden bliver gjort til en sort, rædselsvækkende afgrund, som vi alle skal undgå og bekæmpe som vores værste fjende ved hjælp af en fælles indsats mod døden og dens mange ansigter: sygdom, ældelse og livsstilsrelaterede fænomener som overvægt, rygning og fysisk inaktivitet. Nutidens samfund kæmper så indædt mod den fælles fjende, Døden, at kampen mod afstikkerne, dvs. Satan er udskiftet med Døden, de faldne engle er de syndige livsnydere, der gør hånt om Døden, og frelsen ligger i opskriften på 10 veje til et godt helbred, sådan som den dikteres af Sundhedsstyrelsen, livsstilsmagasiner og i stigende grad arbejdspladserne. Ved at fokusere så meget på ikke at ville acceptere døden som et almenmenneskeligt grundvilkår på godt og ondt, fornægter vi netop os selv at forholde os til døden på en realistisk, sund måde. I og med døden behandles som et tilfælde, vi i fællesskab kan kurere eller fortrænge fra vores fælles bevidsthed ved bevidst at styre uden om alt, der har med døden at gøre, øger vi netop angsten for døden, for det uundgåelige — den
