Først og fremmest fordi det strider mod Kirkens lære om ægteskabet og mod dens lære om meningen med den menneskelige seksualitet. Det, at mennesker er skabt som henholdsvis mænd og kvinder, er altså ikke nogen tilfældighed, men en del af Guds plan med os. I teorien kunne Gud have skabt os som enkønnede væsener eller som menneskelige individer af mange forskellige køn. Kun fantasien sætter grænser, men fantasien har bare ikke noget med virkelighedens verden at gøre. I Guds plan for ægteskabet indgår der 3 grundlæggende elementer: 1. K omplementariteten: Mænd og kvinder er som personer skabt lige i betydningen ligeværdige , men er som kønsvæsner komplementære. Det betyder, at de ikke er ens og netop derfor supplerer hinanden. Altså: kvinder har qua deres natur noget at bidrage med, som mænd ikke har, og vice versa. Derfor ville verden være fattigere, hvis der kun var ét køn. Seksuallivet inden for ægteskabets ramme: Ægteskabet er en ordning, som er villet af Gud. Derfor hører både komplementariteten og frugtbarheden sammen med Guds plan for ægteskabet. Det er meget kort fortalt det grundlag, Kirken bygger sin stillingtagen til homo-ægteskaber på. I et forhold mellem to homoseksuelle er der for det første ingen kønsbestemt komplementaritet og for det andet ingen mulighed for at sætte børn i verden på naturlig vis. Helt konkret: de menneskelige kønsorganer er fra Skaberens hånd komplementære, de er forplantningsredskaber, som er designet til at skabe nyt liv. Kærligheden mellem to homoseksuelle er således forskellig fra kærligheden mellem mand og kvinde, fordi den ikke har sit udspring i komplementariteten og derfor ikke peger ud over deres indbyrdes forhold. I et heteroseksuelt forhold giver mand og kvinde sig ideelt set helt og fuldt til hinanden både i kraft af ægteskabsløftets absolut bindende karakter og ved at seksuallivet åbner sig for skabelsen af nyt liv. Seksuallivet bliver på den måde ikke et mål i sig selv dvs. Kærlighed, seksualitet og moral Man hører ofte det argument, at man som homoseksuelt par kan have et lige så godt ægteskab som to personer af forskelligt køn, og at man kan være lige så gode forældre. Det hele er et spørgsmål om kærlighed. Men kærlighed er ikke blot det, man vælger at kalde kærlighed. Kærlighed er ikke det samme som forelskelse erotisk betagelse eller lysten til at få et barn. Kærlighed er ikke en stemning eller en følelse. Kærlighed i kristen forstand er det modsatte af behovstilfredsstillelse. Den er selvforglemmelse: at ville det bedste for den anden eller de andre og ikke tænke på sig selv — og i sidste ende være villig til at bringe ofre for deres skyld. Men kan homoseksuelle ikke være kærlige og selvopofrende mennesker? Det er der ingen grund til at betvivle, men når vi taler om ægteskab og seksuelt samliv, hvor selve kønsakten har to formål: 1 konkret at udtrykke kærligheden mellem ægtefællerne og 2 at sætte børn i verden, er det kun det første formål, der vil kunne opfyldes og det endda kun til dels — på grund af den manglende komplementaritet. Betyder det, at homoseksuelle mennesker ikke kan komme i Himlen? Her skal man lægge mærke til, at Kirken ikke, som den ofte helt grundløst bliver anklaget for, fordømmer mennesker, der har homoseksuelle følelser. Kirken fordømmer aldrig mennesker. Når den siger, at noget er forkert, gør den det for at hjælpe mennesker bort fra en adfærd, som dybest set er skadelig for dem selv, og som i yderste fald kan koste dem adgangen til det evige liv hos Gud efter døden. Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses, men han tvinger os ikke. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. I dette som i alle andre moralspørgsmål gælder for Kirken og for alle troende den klassiske regel, at man skal hade synden og elske synderen. Men er det ikke uretfærdigt, hvis de føler, at de nu engang er sådan indrettet og ikke kan gøre noget for at ændre det? Hertil er der at sige: Sex er ikke en livsfornødenhed som f. Seksualdriften er heller ikke en uimodståelig kraft, men kan og bør være underkastet viljens kontrol. At hævde det modsatte er at benægte menneskets frie vilje. Der er mennesker, der frivilligt afstår fra sex, og andre, som af mange forskellige grunde kan være nødt til det. At indlede et seksuelt forhold til et andet menneske er et valg, som altid vil have dybtgående konsekvenser for begge parter. Med andre ord, det rummer ligesom alle andre relationer mellem mennesker en moralsk dimension, der sætter grænser for den enkeltes udfoldelser. Derfor er Kirkens udgangspunkt, at seksuallivet kun bør udfolde sig inden for ægteskabet, som er den ramme, hvor mand og kvinde lever i et gensidigt forpligtende kærlighedsforhold. Det, vi kan være sikre på, er, at vi alle i løbet af vores liv bliver udsat for prøvelser — ægteskabet kan jo f. Det vigtige er derfor, hvordan vi reagerer på modgang og afsavn. Samfundsmæssige konsekvenser Men nu er det jo ikke alle mennesker, der er kristne. Så hvorfor har Kirken blandet sig i, at man har gjort det lovligt for homoseksuelle at blive gift i visse lande, og hvorfor prøver den stadig at forhindre, at det sker i de lande, hvor den har indflydelse? Fordi den ændring af ægteskabslovgivningen, der er sket mange steder i vor del af verden, er med til at undergrave ægteskabet og dermed også familien som institution. Ægteskabet og familien er samfundets første byggesten, så hvis man ændrer på selve definitionen af, hvad et ægteskab er, ændrer man selve grundlaget for samfundet. Kirken står fast på, at ægteskabet er et livslangt forpligtende forhold mellem en mand og en kvinde og altså ikke blot en tilfældig social konstruktion. Det er en ordning, Gud har villet, og derfor en ordning, man ikke kasserer, uden at det får alvorlige konsekvenser for sammenhængskraften i samfundet, især fordi familien er det sted, hvor hver ny generation bliver — eller burde blive — opdraget til at være kærlige, solidariske og ansvarlige mennesker. Og når familien er det fællesskab, som er særlig egnet til at løse netop denne opgave, er det fordi dens kerne stadig ideelt set er den ubrydelige kærlighed mellem ægtefællerne, der breder sig som ringe i vandet til også at omfatte børnene. At homoseksuelle par i Danmark og mange andre steder i verden har fået mulighed for at adoptere børn, er derfor en beklagelig udvikling. Hermed har man nemlig sat det princip til side, som hidtil har været gældende i forbindelse med adoptioner: altid at lade hensynet til barnets tarv komme i første række. Det sker ikke, hvis man overgiver et barn til et homoseksuelt par. Ikke fordi det pågældende par ikke kan være kærlige mennesker, der gør, hvad de kan for at give barnet en god opvækst — men fordi der er noget helt fundamentalt, som de aldrig vil være i stand til at give barnet. Børn har krav på både en far og en mor, fordi det er af uvurderlig betydning for deres personlighedsudvikling, at både faderen og moderen er til stede og kan fungere som rollemodeller for barnet. Og indvendingen om, at der jo er så mange børn, som i dag på grund af de mange skilsmisser, må nøjes med enten en far eller en mor, duer ikke i denne sammenhæng, hvor det som udgangspunkt drejer sig om at træffe det optimale valg set fra barnets synspunkt. Lovliggørelsen af homo-adoptioner afspejler derfor det forhold, at man i stigende grad betragter barnet som en vare, man anskaffer for at tilfredsstille et personligt behov. Kirken derimod fastholder, at ingen har ret til at få et barn. Barnet er en gave og en forpligtelse, som er betroet os i en begrænset tid — ikke vores ejendom, fordi det samtidig er et selvstændigt individ med krav på både forældrenes og samfundets omsorg og beskyttelse.
