Jeg elsker min kæreste. Jeg har haft mine tvivl, men helt fra begyndelsen har jeg tænkt at min kæreste var helt rigtig for mig og han har tænkt det samme om mig. Vi har været sammen i 1 år, og nu er vi begge i tvivl om vi kan være sammen, på trods af at vi elsker hinanden og ønsker at være sammen. Det er som om vi er kommet skævt ind på hinanden på alle mulige måder fra start, fordi vi er så forskellige som vi kan være. Vi har virkelig svært ved at tale sammen og forstå hinanden. Hver gang der er en konflikt og vi prøver at tale om det, bliver det virkelig ubehageligt fordi, jeg ikke kan trænge ind til ham. Han går i forsvarsposition. Resultatet er, at han udpeger mine fejl eller kommer med kritik i stedet for at lytte og prøve at forstå mig, når jeg åbner op og stiller mig i en sårbar position, overfor ham. Han fortalte mig, at han ikke føler at han kan være sig selv. Ikke på grund af mig men fordi han føler sig presset og tynget af hans egne forventninger til sig selv. Han stiller krav til sig selv, om hvordan han skal være overfor mig, for at være en god kæreste. Problemet er at han gør ting for min skyld, selvom han ikke har lyst. Det er meget forvirrende for mig, for når han foreslår ting tror jeg at han foreslår det fordi han har lyst. Når vi så er sammen, kan jeg mærke at han ikke er tilstede. Det får mig, til at føle mig ligegyldig i hans nærvær. Jeg bliver i tvivl om han egentlig har lyst til at være sammen med mig. Det sårer mig hver gang. Og jeg har reageret i dag, ved at være distanceret og kort med svar og ord, i stedet for, at prøve at opmuntre ham eller få samtalen til at glide. Jeg mistede lysten til at prøve, når det alligevel er forgæves hver gang. Jeg stiller ikke nogen krav og jeg har fortalt ham at jeg ønsker at han skal være sig selv og kun gøre de ting han føler for. For hvis han ikke er glad i forholdet, kan jeg heller ikke være det. Jeg tænker, at han måske føler sig presset fordi han kan mærke, at jeg er en person som godt kan lide, at blive inviteret ud og gå i teateret. Der er spræl i mig. Jeg kan lide at lave ting ude, tage på eventyr, gå ture, have dybe samtaler, give og få masser af omsorg, kram og nus, blive holdt om, om morgnen. Det er for meget for ham. Han er ikke til de ting og har ikke energien og lysten til det. Selvom jeg ikke gør krav på det, ønsker jeg måske noget fra ham som han ikke kan give mig. Det er måske det kan mærke.. Jeg er kommet i dyb tvivl om, vi nogensinde vil kunne få det til at fungere. Jeg elsker ham virkelig. Det gør alt for ondt. Han siger, at han ikke ønsker at vi skal gå fra hinanden og, at han ikke har tænkt sig at give op. Jeg har foreslået, at vi ikke ser hinanden i en uges tid, så han kan få noget plads til, at være sig selv og komme væk fra det pres han føler. For det virker som om det er det han har brug for. Men jeg ved det snart ikke, jeg har brug for jeres råd, har i prøvet noget lignende? Skal jeg erkende, at kærlighed ikke er nok i det her tilfælde? Kan jeg være sammen med nogen som jeg ikke kan stille krav til overhovedet? Måske er han følelsesmæssigt utilgængelig for mig.. Kh Fruity Åh, jeg bliver helt rørt af at læse dit indlæg. Det beskriver mig og min eks kærestes forhold på en prik, VIRKELIG! Jeg elskede ham af hele mit hjerte, og jeg var så Iker på at de var ham jeg skulle dele mit liv med og sådan følte jeg også det var ved ham, men vi havde ligesom jer de samme problemer, åh det var hårdt. Og der kom jeg frem til at kærlighed måske bare ikke er nok.. Jeg savner ham hver eneste dag, selvom det er 2-3 mdr siden.. Og jeg ville ønske alting var anderledes. Men jeg kan slet ikke forstille mig at blive kærester med en anden og sådan har jeg aldrig haft det før. Men selvom jeg har deg utrolige savn og godt kan græde over ham en lørdag aften, så går jeg ikke rundt hele tiden og er trist og jeg kan passe min skole igen. Jeg synes i hvert fald du skal mærke godt efter i dit hjerte og se hvad der i længere sigt kan gøre dig glad, jeg ved hvor utrolig svært det er at stå i denne situation. Og jeg håber at de andre piger kan give dig et bedre svar, som kan hjælpe dig!! Tusinde kram fra mig Jeg tror, at det hele er gået lidt for stærkt i mellem os, og derfor er vi kommet så skævt ind på hinanden fordi vi begge to har været i hver vores stadie. Vi har, har aftalt at tage tingene med ro fremover og se hvordan det går. Hvis det går skidt tror jeg det kan være en hjælp og træde tilbage til de tidligere stadier i forholdet og starte forfra. Men jeg er rigtig glad for at du tog dig tid til at læse mit indlæg og skrive til mig. Det betyder rigtig meget for mig. For det er også præcis sådan, jeg har det med min ekskæreste - og vi gik fra hinanden fra 3!! Og jeg er ked af at indrømme, at en del af mig stadig elsker ham utrolig højt, selvom jeg endda har haft en kæreste siden. Vi havde også problemer og konflikter, og det var som om, han havde svært ved at vise mig den kærlighed, han havde til mig. Han kogte sammen oppe i hovedet over, at der var forventninger til ham, og han ville komme til at skuffe mig, når faktum var, at jeg ikke forventede andet, end at han var sød ved mig. Han spændte ben for sig selv... Jeg vil gerne i biografen, jeg vil gerne ha en mand, der vil kysse mig på åben gade og vil give mig en fødselsdagsgave, om det så bare er et kort fra Tiger til 10 kr, hvori der står, at han elsker mig. Og de ting kunne han ikke give mig. Jeg besluttede også, at kærligheden ikke var nok, og vi gik fra hinanden. Men jeg tænker som sagt og elsker på ham stadig, hvilket er rigtig rigtig træls. Men savn er stadig en bedre beslutning end at gå hver eneste dag og miste sig selv mere og mere. Dog forstår jeg godt jeres beslutning om at se det an og prøve - det gør man jo for kærligheden. Ville bare dele min erfaring. Håber det går bedre for jer, og stort kram til dig. Jeg står i samme situation eller næsten med min kæreste. Men jeg sys virkelig du skal mærke på dig selv hvor højt du elsker ham. Og jeg har det sådan, kærlighed overvinder alt.. Alle parforhold har svære tider, nogle fra start og nogle hen af vejen. Se det sådan her: man kan håbe på at i med tiden lære hinanden så godt at kende at i ikke træder på hinandens følser og at i kan få talt konflikter ud.. Jeg kan 100% relatere til rigtig mange de ting du nævner. Det er så uretfærdigt, at være så forelsket i en person som man bare ikke kan være lykkelig med. Hvad kommer det af, alle de forventninger til dem selv? Lostwoman - Jeg elsker ham så meget! Jeg har aldrig elsket nogen så højt som jeg elsker ham. Og da han sagde i går, at han fra start af har vidst at jeg var helt rigtig for ham jeg har det på samme måde med ham , Faldt det et eller andet sted på plads. Jeg kunne ikke bære tanken om, at vi ikke kunne finde en god løsning. Så nu tager vi det bare helt slow. Træder et par skridt tilbage og, prøver at lære hinanden bedre at kende. Jeg vil være positiv og imødekommende, acceptere ham for lige præcis den han er. Jeg vil ikke lave om på mig selv og han skal ikke ændre sig for at opfylde mine behov. Jeg vil bruge denne her mulighed for, at se om vi kan få en bedre forståelse for hinanden. Tingene er gået for stærkt i mellem os synes jeg , derfor er vi begge pressede. Jeg vil mærke efter om jeg egentlig elsker ham for den han er eller om jeg på sigt vil føle at noget mangler, og hvis jeg gør, om det måske er noget der mangler i mig og ikke i ham.
